Marcus Jacob Monrad

Trods al Planens Klarhed skal denne Digtning neppe undgaa adskillig Misforstaaelse, især i en Tid som vor, der i Digtekunsten, og ikke mindst i Dramaet, er vant til at lægge Vegten paa det mindre Væsentlige, men savner en udviklet Sans for det Væsentligste, Enhed og plastisk Formfylde. Med ovennævnte dramatiske Digt for Øie ville vi derfor minde om J. L. Heibergs Ord, "at Publikum sjelden ved Betragtningen af et Digterverk vælger Digterens Synspunkt, og dog er det kun fra dette, at Digtet sees i sit rette Lys." Er det saaledes overalt en Nødvendighed først og fremst at tilegne sig, hvad der virkelig er givet, det og intet Andet, saa vil man her uden dette maaske lettere end ellers være udsat for at komme paa Vildspor, idet Stoffet, som Digteren har valgt, naturligen i Behandlingen fordrer Plads for et mere end sædvanlig stærkt ethisk Element af en særegen Betydning, hvad der uundgaaelig giver et ikke lidet Spillerum for rent individuelle Anskuelser og Tilbøieligheder hos Læseren eller Tilskueren.

Det er navnlig ligeoverfor det, der gjør Brand til en tragisk Figur, at man maa vogte sig for at blande Noget ind i den rent æsthetiske Betragtning, thi ellers vil man rent tabe afsigte det Ophøiede, det Mægtige hos ham. Verden vil fra et Samfundets Synspunkt med Sandhed kalde ham en exalteret Idealist, en Sværmer; og med den Lov i Haanden, der dømmer ham og styrter ham ned fra Høiden, er al hans Færd og Virken et Intet. Man maa derfor ikke, hvad der kanske vil ligge nær for mange, stille sig helt og holdent enten paa Samfundets eller Lovens, men have begge disse for Øie, naar man søger at stille sig paa hans Standpunkt, og gjør man først dette, da vil man i Ibsens Digtning finde en paa en fortrinlig gjennemført Kontinuitet bygget Enhed, der virker saameget mere mægtigt, som Ibsen i sin universelle Karakter er af en indgribende og vegtig Betydning.

Naar man møder Brand i Stykkets første Handling og allerede da lærer at kjende hans Karakters Grundprincip, den Spire, hvoraf hans senere Optræden udvikler sig, en fast, ubøielig Viljeskraft, saa opkaster man uvilkaarligt det Spørgsmaal: hvorledes er i hans Udvikling denne Vilje kommen til at søge en Retning saa afgjort i Opposition mod Særkjenderne for Menneskelivet, saaledes som det nu engang er, har været og maa være? I hvilket Hjem er Spiren blevet lagt, eller paa hvad anden Vis? Svaret bliver halvveis givet strax. Det var Hjemmet, som gav Stødet til hans Udvikling, og medens han staar oppe i Fjeldet, hvor han kan se vidt udover Bygden, og drager til Mindes alle de Steder, som hans Øie nu efter lang Fraværelse møder, fæster det sig særlig ved Enkens Gaard paa Øren:

Enkens Gaard. - Min Barndoms Hjem -
Minders Minder myldrer frem.
Der, imellem Strandens Stene,
Blev min Barnesjæl alene. -

Over mig er Klemslens Vægt,
Tyngslen af at staa i Slægt
Med en Aand, som altid peged
Jordvendt, udenfor mit eget.

Men den fuldstændige Besvarelse kommer siden i Scenen mellem ham og Moderen, hvor der bliver lagt en endnu større Afstand mellem dem end før, idet han finder hende som den samme til Yderlighed verdsligsindede Kvinde, der neppe formaar at fatte, hvorfor han fordrer, at hun skal ofre alt sit Gods, førend de atter igjen kan mødes. Det er her, han minder hende om; dengang Faderen var død, og hun rodede i hver Krog for at finde Penge. Han maler i stærke Farver det Billede af hende, som hans Barnesjæl modtog, og tilføier om hendes Gjerning:

Det blev Dig dyrere endda;
Mit Barnesind det stjal Dig fra.

I disse Barndomsindtryk have vi Nøglen til hans Foragt for, hans Had til Alt, hvad der hører til det Timelige. Han har fra først af seet Menneskets Vedhængen ved det Jordiske i en næsten mere end naturlig Grad der, hvor det mest maatte smerte ham, og under den derved fremkaldte Granskning af Forholdet m ellem det Timelige og det Evige, er han kommen til den Overbevisning, som alt fra vi træffe paa ham og til hans Død danner den røde Traad i hans Virken, - Intet eller Alt! Alt maa ofres og villig ofres, ellers er Intet ofret.

Derfor er det, han strax i første Handling ikke agter Livet, da han tror, det er hans Pligt at række frem over Vidderne til Bygden i et geistligt Erinde, og derfor er det han med saa stor Bitterhed bedømmer Bonden og hans Søn, der ikke tør vove Livet, skjønt det gjælder at træffe Søster og Datter ilive; han vil, at de skulle have den samme jernhaarde Vilje, som han selv. Det er under Indtrykket heraf, at han fort derefter i Samtalen med de endnu ungdommelige og livsglade Kjærestefolk Ejnar og Agnes, giver det trøstesløse Billede af den samtidige Slægt, for hvilken han føler sig kaldet som Reformator i det Store, som han siger til Ejnar, der spørger:

Og nu skal Slægten skabes om?
         Brand.
Det skal den, Du, saa sandt og vist
jeg ved, at jeg til Verden kom,
som Læge for dens Sot og Brist!

og lidt før:

Knapt ved jeg, om jeg er en Kristen;
men vist jeg ved, og øiner Bristen,
der margstjal hele dette Land.

Og saa stiller han sig med Lovens Sværd i Haand rede til at bekjæmpe Letsind, Slapsind og Vildsind, og at kræve Ofre indtil Døden, af sig selv, som af Andre.

Som Stiftskapellan kommer han saa ned i den presteløse Hjembygd, hvor der hersker Dyrtid og Hungersnød. Hans første Prestehandling der bliver til et Vendepunkt tildels for ham selv, men endnu mere for Bygdens religiøse Liv og for en Enkeltperson, hvad vi snart skulle se.

En Kvinde raaber om Prestehjelp for sin Mand, der i Hungerens Fortvivlelse har forkortet sit Barns og derefter sine egne Lidelser. Hun kommer midt op i den Forsamling, der har dannet sig om Fogden, som uddeler Korn til de Trængende; der finder hun Brand. Paa Fjorden er der rygende Uveir, og Veien rundtom er ødelagt af Elvebrud. Ingen vil gaa i Baad med Brand, der er rede til at ofre Livet i Udøvelsen af sit Kald. Da er det, at Agnes, som allerede efter den første Samtale med Brand er bleven greben af hans mægtige Natur, gaar i Baaden med ham, efter at ogsaa Ejnar paa hendes Opfordring til ham har afslaaet det. For Brand er denne Tildragelse kun en konsekvent Gjennemførelse af hans Offerprincip, for Agnes er det en Vækkelse til et nyt Liv, som herefter er knyttet til Brand, og paa Almuen har Indtrykket ogsaa været et mægtigt. Den vil have ham til Prest, og en af dens Mænd kommer og beder ham derom, thi:

Alt mangen har os sagt
og vist, hvor Veien var, før nu; -
de pegte, men du gik den, du.

og:

Ikke tusind Ord
sig prenter som en Gjernings Spor.
Vi søger dig i Bygdens Navn;
Vi ser, en Mand er just vort Savn.

Brand bliver deres Prest. Dette er egentlig hans første store Offer. Han opgiver den store Tanke at være hele Slægtens Reformator i det Øieblik, da han føler, at man har Brug for ham i den mindre Kreds.

Men fra nu af begynder Konflikten at udvikle sig mellem hans viljefast gjennemførte Princip og Livet udenfor ham selv. Jo større og jo mere ophøiet hans Karakter i det Følgende viser sig for os, jo mere udvikler sig ogsaa den tragiske Skyld hos ham. Han har skiltes fra Moderen med det Ord, at naar hun trænger til ham og vil ofre Alt for sin Sjæls Frelse, saa kan hun sende Bud til ham. Tre Aar gaar hen, hvori han ikke ser hende. Han er bleven gift med Agnes og har faaet en Søn. Han elsker hende med sin Sjæls hele Inderlighed, og denne Kjærlighed er for ham saa meget mere, da han før har fundet saa lidet Kjærlighed:

Med dig drog Kjærligheden ind
som solklar Vaardag i mit Sind.
Den havde før jeg aldrig kjendt;
ei Far, ei Mor den havde tændt.

Men alligevel underordner han den, hvad han anser for sine høiere Pligter, saa det er med Sandhed, han siger:

Hvad Verden kalder Kjærlighed,
Jeg ikke vil og ikke ved.
Guds Kjærlighed jeg kjender til,
Og den er ikke vek og mild;
den er til Dødens Redsel haard.

Ja, den er haard; thi han kvæler sine naturlige menneskelige Følelser i den faste Overbevisning, at de i Alt maa lyde hans Opfatning af sit Kald som Guds Talsmand. Her er det, hans Vilje mægter Alt, og hans Sjælsstyrke voxer saa umaadeligt, at han naar opp til den Højde, hvorfra hans Fald først kan blive tragisk. Men hans Skyld ligger i den samme haarde Offervilje, idet han stiller sig under Loven og ikke under Naaden og fordrer det samme hos Andre. Doktoren i Stykket udtaler dette for Brand paa det Tydeligste, da han negter at gaa til Moderen, som ligger paa Dødsleiet, førend hun sender Bud til ham, trods den Sjælekval, det volder ham. Doktoren siger nemlig:

Ja, Mandeviljens quantum satis
staar bogført som din Rigdoms Rad; -
men, Prest, din conto caritatis
er Bogens hvide Jomfrublad.

Og saaledes er det. Thi i sit Korstog mod Slapsind og Letsind kommer han til at opstille samme Forhold mellem Offeret og Villigheden dertil som mellem Troen og Gjerningerne:

Det er ej Martyrskab, i Ve
at dødes paa et Korsets Træ;
først det at ville Korsets Død,
at ville midt i Kjødets Nød,
at ville midt i Aandens Angst,
først dette er din Frelses Fangst.

Naar altsaa de Andre ikke have den samme sterke, om end noksaa redelige, Vilje som han, saa anser han dem uopløselig bundne i Kjødet og vil ikke give Afdrag for den Troens Bedrøvelse, der erkjender sin Magtløshed og Vantro. Derfor kommer han til at hade Menneskelivet, som det er, fordi han deri ene og alene ser Timeligheden. Han siger: "Viljen først maa læske Lovens Retfærdstrøst", og saa ganske konsekvent senere:

Vandt Viljen Sejr i slig en Strid,
da kommer Kjærlighedens Tid,
da daler den som Duen hvid
og bringer Livets Oljeblad;
men her, mod Slægten slap og lad,
ens bedste Kjærlighed er Had!
         (i Skræk)
Had! Had! En Verdenskamp at ville
det enkle Ord, det lette, lille!

Men Kjærlighedens Tid kan naturligvis aldrig komme, da han maaler Andre med en Maalestok hentet fra sig selv, og Viljen, som han først fordrer, hos ham er sterkere end hos dem.

I den Verdenskamp, som han saaledes har kastet sig ind i, har han først og fremst alvorlige egne Kampe at bestaa, alvorlige Ofre at gjøre. Først dør Moderen, uden at han tør give hende Sakramentet, da hun kun vil ofre ni Tiendedele af sit Gods, men ikke det Hele; det skjærer ham i Hjertet, men han kan ikke. Saa har han endnu en Byrde at bære, - hendes Brøde vil han tage som sin egen og udsone.

Det Ene efter det Andet bryder ind paa ham . Hans lille Barn dør; det kan ikke taale den skarpe Fjeldluft, og han staar paa Veien til efter Doktorens Raad at flytte bort med det. Men saa kommer Bygden med sit Krav, repræsenteret af en Mand, der har hørt Fogden sige, at Brand, nu da han har faaet Arven efter Moderen, ikke længere vil være i det fattige Kald. Brand mener, at han har saa alligevel ikke opnaaet Noget der i Bygden; fast hvert et Sind er slukt og sløvt; men saa svarer Manden:

Du er som Lys i Natten sat.
Men lad det være, som det vil;
at tælle trænges her ei til;
thi her staar jeg, den ene Mand,
og siger: reis, ifald du kan.
Jeg har en Sjæl, saa fuldt som nogen;
jeg kan ei hjælpe mig med Bogen;
Du har mig op af Dybet draget, -
prøv, om Du nu tør slippe Taget!
Du kan det ei; jeg holder fast;
min Sjæl var tabt, hvis Taget brast! -

Offeret gjøres, og han vakler ikke. Barnet dør og Agnes, hos hvem Hustruen har en tung Kamp at bestaa med Moderen, gjør sit Offer som han, men hendes Moderkjærlighed kan ikke slukkes med Barnets Liv. Hun er vidunderlig stærk i Afgjørelsens Stund, hun laaner Mandens Kraft i Beslutningen; men da det er forbi, synker hun sammen under Vegten af Følelser, som vi maa kalde ganske naturlige, kvindelige, moderlige.

Endnu er min Sjæl som blodig;
Saaret er saa friskt og nyt,
ud min Styrkes Væld er flydt.

Hun holder Barnet fast i Erindringen ved hver liden Ting, der har hørt det til; hun kan ikke lade være at sysle med disse Smaasager, der ripper Saaret op. Derved føler hun sit Offer som et tungt Gjeldsafdrag og ikke som en villig Gave. Dette maa vi have for Øie, naar vi bedømme Brands Handlemaade fra hans eget Standpunkt. Han fordrer, som vi have seet, Intet - eller Alt, og selv har han ved denne Leilighed, som ellers visselig givet Alt med fuld Offervillighed. Det er derfor ikke en menneskeligt talt ukjærlig Haardhed fra hans Side, naar han fordrer, at hun skal give slip paa "sine Afguder". Det er vist og sandt nok hans Feil, at han kun ofrer til Lovens Gud, at han tror, man derved kan gjøre Fyldest for sig, og at han derved lader sin conto caritatis staa blank, men han tør ikke anderledes:

Tør ei, Agnes; tør ei spærre
Veien for hans eget Verk;
jeg maa se ham stor og stærk,
himmelstor, - saa kræver Tiden,
just fordi den selv er liden.

Det er tvertimod under en kvalfuld Strid mellem sin jordiske Kjærlighed og sin religiøse Overbevisning, at han paalægger hende en Offerbyrde, som han forudser vil knuse hende under sin Vegt; men dette Offer, som da nærmest til Slut bliver hans, giver han, for at hendes Sjæl kan leve. Hun maa give den sidste Erindring om Barnet fra sig til Taterkvindens Barn, som trænger Klæder. Men da hun lidt efter lidt har tilkjæmpet sig Styrke til at gjøre dette Offer villigt, da hendes menneskelige Betragtning af Tingen er overvunden, da faar hun ogsaa det forklarede Blik, der varsler om Døden:

Mørket er forbi!
Alle Rædsler, som har tynget
lig en Mare paa mit Bryst,
ligger nu i Sluget slynget!
Der er Sejr i Viljens Dyst!
Af er alle Taager strøget;
bort er alle Skyer føget;
gjennem Natten, over Døden
ser jeg Skimt af Morgenrøden!

Denne Sindsstemning er ham det Væsentlige. Naar hendes Sjæl har vundet en saadan Seir, skal han da holde den tilbage i det Jordiske for atter at tabe det Vundne? Han tør ikke for hendes egen Skyld.

Ved Begyndelsen af fjerde Handling finde vi ham alene; nu har han da ofret Alt, hvad der var ham kjært paa Jorden. Men han staar ogsaa alene i en anden Henseende, skjønt dette ikke gaar fuldt op for ham, førend senere. Kløften mellem hans Idealisme og Slægtens Materialisme har udvidet sig mere og mere. Saaledes som han har stillet sig overfor Livet og dets Fordringer, men han se, hvad der i hans Kreds er opnaaet af Stræben efter aandig Løftning, som en Halvhed. Den aabenlyse Kamp med Materialismen er det ikke saameget, han frygter, som den aandelige Slaphed, den verdenskloge Resignation, hvormed den vil gaa paa Akkord med ham og med sig selv, naar den føler sig truet inden sine Enemærker. Blandt alle dens Repræsentanter er Fogden den mest fremtrædende og den mest typiske. Han er en klog og velvillig Mand, just hvad man kalder en nidkjær Borger og Embedsmand; han sparer ikke Tid og Møie paa at fremme Bygdens materielle Opkomst, og han vil ogsaa gjerne se dens aandelige Udvikling fremmet. Men han maa som Verdensborger imod Brands Intet - eller Alt opstille Tidens og Livets Krav. Derfor bekjæmper han ham først aabenlyst med al sin Indflydelse, men da Brand for et overfladisk Blik ikke alene har vundet de Bedste, men ogsaa de Fleste, gaar han gjerne paa Akkord med ham, dels af egoistiske Hensyn, og dels for ved sin fortsatte Indflydelse at redde, hvad han vil kalde Stumperne af det Vigtigste. Han har fattet den Plan at faa opføre et kommunalt Lokale og søger hertil den indflydelsesrige Prests Bistand; men da denne selv vil bygge ny Kirke, for at give Kirkealmuen "større Løftningsrum", saa opgiver Fogden strax sin Ide for at blive delagtig i Brands, som maa staa i første Række, da den ikke kræver en eneste Skilling af Bygdens Mænd; thi Brand vil opføre den for de Penge, han arvede efter Moderen.

Det er denne Akkordens Aand (som han i sin Rigorisme identificerer med Satan selv) der er den værste Anstødssten for Brand, den, hvorpaa han tilslut lider Skibbrud, da han ikke i sin blinde Iver kan se dens Naturnødvendighed i Samfundet, men dømmer den efter dens Yderligheder og derfor gaar udenfor Grænserne af det Berettigede og Naturlige i Kampen mod den; med andre Ord: Hans religiøse Strenghed, der mindst af alle har sparet ham og hans, udvikler sig ensidigt og bliver til Fanatisme.

Dette, at han staar alene, med sin Hyperidealisme, efter at Agnes, den eneste, som fuldt forstod ham, er gaaet bort, dette, at Ingen, saaledes som han kan se fuldkommen bort fra det Jordiskes Krav, og at hans Virken saaledes har været forgjæves, Alt dette gaar da tilsidst op for hans Øie. Provsten med sin frække Samfundsvisdom lægger ganske godt ud for ham hans Livsanskuelsers Forhold til Livet, viser ham Resultaterne af hans skjæve Stilling til Samfundet, Resultater, som han sammenligner med Taarnbygningen i Babel, hvor alt blev Forvirring:

Og hvorfor? Letvint er Forklaringen;
De holdt ei sammen i Geleder,
de talte hver sit eget Sprog,
de trak ej under samlet Aag, -
kort sagt, de blev Personligheder.

Saa kras denne Livsanskuelse ser ud, saa ligger dog deri en stor og fast Kjærne, som er Sandhed; thi:

Som sagt, der er en Lov i Alt,
en Lov, som kræver streng Begrænsning.

Men i denne Lov ser Brand kun Kjødets Lænker, som maa kastes af. Det er denne Lov, som han kalder:

At jeg paa Statens Hanegal
fornegte skal det Ideal,
hvorfor til denne Da g jeg leved!

Dette er den ene Side af Brands tragiske Skjæbne, at han bukker under i Kampen mod Samfundets og Menneskelivets Love. Men den har ogsaa en anden. Han har allerede tidligere, i sin Offertid, af og til havt dunkle Fornemmelser af, at der maaske dog kan være Tvivl, om Villien, selv den stærkeste, rækker til, og at han ikke rigtig har forstaaet, hvad Naaden kan gjøre. Derfor se vi ham i fjerde Handling mistvivlende om sin Evne til at bede:

At bede? Bede? Hm., - et Ord,
som glat nok over Læben for, -
som ruttes med i alle Stænder
-    -    -    -    -    -
Bad jeg? Blev jeg i Bønnen svalt?
Har jeg med Gud herinde talt?
Har han mig hørt? Og saa han ned
i Sørgehuset, hvor jeg gred? -
Hvad ved jeg! Nu er lukt og stængt,
Og Mørket atter om mig sænkt.

Og da han i fjerde Handling er færdig med Provsten, udbryder han:

Hvor sandt, hvor rædselssandt han talte, -
og ligevel hvor afgrundshult.
Guds Klarheds Due sidder skjult;
ve, aldrig over mig den dalte. -
O, mødte mig kun en i Tro -
og gav mig Tryghed, gav mig Ro!

Og hvor stor bliver han ikke for den æsthetiske Betragtning, naar hans mandige Vilje desuagtet formaar at holde ham oppe i en konsekvent Livsførelse? Det er først da, denne Konsekvens har bragt ham til rent at bryde med Samfundet, og han, forladt af de Fanatikere, der fulgte sin Mester op paa Vidderne, synker sammen i Fortvivlelsens Mathed deroppe i den taagefyldte "Iskirke"; efter at han konsekvent har svaret Fristeren i Ødemarken, som kommer i Skikkelse af den tabte Hustru, og som fortæller ham, at Alt er en Drøm, at baade hun og Barnet er i Live, - med de Ord, at han vil leve det Altsammen om igjen, - og først, efter at han har rakt sit Intet eller Alt op til den Høieste i det Øieblik, Sneskredet styrter over ham:

Svar mig, Gud, i Dødens Slug; -
gjælder ei et Frelsens Fnug
Mandeviljens quantum satis -?!

at han faar Svaret paa det store Spørgsmaal, et Svar, der giver baade Dommen og Forsoningen:

Han er deus caritatis.

Ville vi saa sammenfatte, hvad der tjener til at præge Brand som en ophøiet, en mægtig Karakter, der er istand til at stige saa høit, at hans Undergang i Kampen kan komme til at virke sandt tragisk, da er det som Grundlag den forbausende Viljekraft, der bor i ham, og, i og med denne, den Redelighed og Sanddruhed, som leder alle hans Handlinger og al hans Stræben. Dette sidste Moment bliver imidlertid ogsaa af uafviselig Nødvendighed i den Konflikt, Karakteren ledes ind i. Det er nemlig kun ved den pletfri Sanddruhed, hvormed han ser sig selv ind i Hjertet, at man bliver istand til rigtig at vurdere hans ophøiede Egenskaber og derved se hans Skyld i den rette Begrænsning, paa den ene Side retfærdiggjort overfor Konflikten med Samfundet, og paa den anden Side bærende den klart fremtrædende Spire i sig til Overbærelse med Misforstaaelsen af det store ethiske Problem, han har at løse.

Og paa dette er det, at Henrik Ibsen i denne Digtning har fremstillet sin Ide med en, trods Alt, hvad man kan finde at sige om Enkeltheder, beundringsværdig Konsekvens og Enhed. Thi fra hvilken Side, man end betragter Brands Liv og Virken, saa kommer man ved at følge Sporene fra hvilkensomhelst af de enkelte Handlinger altid tilbage til den samme Kilde i hans Karakter. Med Frelserens Exempel for Øie er det han siger sit Intet eller Alt, Offer indtil Døden, og saa først Mildheden og Kjærligheden. Ligesom det er dette, der i sin Rod danner hans Konflikt med Samfundet, saaledes er det ogsaa dette, der udgjør hans Brøde med Kristendommens Lære, og derfor maa først hans Offertillid, hans Tro paa Mandeviljens quantum satis knuses, for at Retfærdigheden kan gjøres Fyldest og Forsoningen indtræde.

Om Stykkets Detaljer kunde der i visse Retninger siges en Del, men vi ville ikke lægge megen Vegt paa Uvæsentligheder, der ikke gribe forstyrrende ind i Planens Enhed og Karakterernes plastiske Fremtræden. De Mangler, der hefte ved Anordning og Gruppering, i hvilken Henseende dette Arbeide ikke kan siges at staa ved Siden af, men snarere tilbage for Forfatterens tidligere Dramaer, ere af mindre væsentlig Betydning, da Stykket øiensynlig ikke er tænkt for Scenen.

Forfatteren har visselig ikke sparet paa sine Farver, og de ere maaske paa sine Steder anvendte med en unødig Djærvhed, saameget mere, som han i Sprogets Behandling søger sin Lige blandt vore yngre Digtere. Desuden se vi med Beklagelse, at han af og til i sproglig Henseende er bleven smittet af en anden Digter til, skjønt han spredt og med et vist Maadehold, at istemme Tidens allernyeste Høitidstoner. Det er ikke nok, at en taler dæmpet, det maa være "dæmpet som i en Kirke". Folk, der ikke er altfor "istappkolde", faar baade en "Løftningstvætt" og en "Viljestvætt" saaat "Løftningsjublen lyser" og "Lov og Pris gaar trolddomsbaaret som en Isstrøm gjennem Haaret". Naar den menneskelige Stemme kan "knirke", saa finde vi det ikke saa underligt, at saa mange Ting maa "skrige" baade Mennesker og Dyr og Storm og Baadsangler, og at musikalske Instrumenter skal give "skjærende Mislyd". Naar vi spørge om, hvorfor Forf. vil skjæmme sit ypperlige Sprog med slike Udvexter, saa hører dette vistnok til de "gjenlydsfattige Spørgsmaal", da det ikke er let at indse Grunden til, at en Mand, der i den Grad som Henr. Ibsen forstaar at udvinde Sprogets rene Musik, vil anvende denne Slags Disharmonier. Men nok herom; det formaar dog kun at virke forstyrrende paa Enkelthederne og ikke paa det store og mægtige Indtryk, man faar af hans Digt som Helhed.