Det kgl. Teater.
Bygmester Solness.Selv den varmeste Beundrer af Ibsens geniale Skuespil imødesaa næppe den første Forestilling paa det kgl. Teater med store Forventninger. Man turde ikke haabe noget afgørende Held for Stykket med den Rollebesætning, hvorover Teatret i Øjeblikket kunde raade. Endskønt man maatte indrømme, at Fru Hennings bedre end nogen anden Dame ved Teatret kunde give sig i Kast med Hilde, og at overhovedet ingen Skuespiller i Kjøbenhavn kunde tænkes til Bygmester Solness undtagen Hr. Emil Poulsen, saa vidste man dog ogsaa, at hun næppe kunde omforme sig til den vilde Flyver og han ikke blive den mørke Jætte, som Ibsen har forlangt.
Aftenen igaar bekræftede Ens Tvivl, endog til Overmaal for Hr. Poulsens Vedkommende.
Fru Hennings Spil var i høj Grad anerkendelsesværdigt. Hun søgte ikke uden Held at omskabe sig til den utæmmede og dristige Hilde, baade ved Manerer og ved Voldsomhed i Talen. Men hun anlagde i Begyndelsen Hilde altfor ung og især altfor tøset. Hilde er 22 Aar, godt og vel, og intet kælent Barn, og Fru Hennings ingénue-agtige Latter var netop i denne uaffekterte Rolle usmagelig. Hildes lystige Adfærd føltes ikke ægte, naar Fru Hennings gav den et sødligt Præg. Det, at Fru Hennings er tyve Aar ældre end Rollen, generede hende tydeligvis, idet hun blev tvungen til at forcere noget Ungdommeligt frem, selv hvor Rollen kræver en vis Beregning, en Art brutal Snildhed.
Naturligvis viste Fru Hennings baade Kunst og Intelligens ved sin Udførelse i første og anden Akt. Dog noget Betydeligt, noget Originalt søgte man forgæves det Tillærte og Kunstlede beherskede Repliken. Saa i tredje Akt slog det om. Det allermeste af Akten spillede Fru Hennings fortræffeligt, med megen Lidenskab, med sikker Forstaaelse og med en Stigning, som kun en stor Dygtighed hæver sig til. Efter hvad Fru Hennings her ydede, turde det være sandsynligt, at en bedre Medspiller end Hr. Poulsen kunde fjærnet Manglerne ved hendes Spil i de første Akter.
Men desværre, Hr. Emil Poulsen var miserabel. Det kan tilgives, at han mere lignede en træt Snedker end en tungsindig Bygmester, skønt den, der fanger Hilde, helst skulde se djævleblændt egen ud. Denne Solness syntes tarvelig og dum. Dog hvis Hr. Poulsen saa havde talt, klaget og vrededes, lokket og lyttet, frygtet og elsket som et vor Tids Menneske! Men Hr. Poulsen klagede i en Art Messetone, brølede som en Komediant, var haabløst uforstaaende og kedsommelig. Det er ikke overdrevent, naar man paastaar, at Hr. Poulsen næppe sagde en eneste Replik uden Deklamation i ægte Tone og med den rette Forstaaelse.
Hvad skulde saa den arme Hilde gøre overfor denne lydende Bjælde? Han drævede, klirrede, hun maatte følge.
Hvorledes er det gaaet til, at Hr. Poulsen, der fordum var saa fin og god en Skuespiller, nu i et moderne Drama spiller mod alle de Principer, der var hans Ungdoms? Hvorfor stræber han ikke mere mod den Naturtroskab, der én Gang var hans Fane? Er det Alder eller slet Paavirkning, der ødelægger hans Kunst?
Med de to Rollers Udførelse staar og falder Stykket. Det hjælper ikke, at Hr. Mantzius er ganske ypperlig i Lægens lille Rolle, netop den provinsielle Distriktslæge, Ibsen ønsker, eller at Hr. P. Nielsen er god som Ragnar Brovik og Fru Eckardt næsten tilpas, omend lidt for højtidelig som Fru Solness. Stykkets Virkning forøges ikke stærkt derved, ligesom den ikke skades stort, fordi Hr. S. Petersen forfalder til det rene Melodrama som den gamle Brovik.
Iaftes betog første Akt ikke stærkt. Anden Akt, som er en eneste lang Samtale mellem Hilde og Solness, virkede aldeles ikke, saa langsomt og uægte faldt Ordene. Tredje Akt fik Interesse ved Fru Hennings Spil og dernæst ved den mesterlige Maade, hvorpaa Slutningsscenen med Solness Fald fra Taarnet var ordnet af Hr. Bloch. Iscenesættelsens Kunst kan ikke naa højere.
Bygmester Solness Skæbne paa det kgl. Teater er uvis. Udførelsen fremhæver ikke dets Skønhed og Dybsindighed tværtimod, den giver Ibsens Modstandere Vaaben i Hænde.