Herman Bang

«Bygmester Solness» er nær i Slægt med de siste Ibsenskuespil. Som de er, er ogsaa det et Stykke Psykologi i en Menneskeskikkelse. Og hvis Henrik Ibsen siden «Gengangere» aldrig har virket saa mægtigt som her, da er det fordi hans Skildring her har vendt sig mod Menneskets højeste Udviklingsform og har mægtet at fæstne den: «Bygmester Solness» er Skuespillet om Geniet, og Bygmesteren lever for vort Øje.

Henrik Ibsen lyser os ind i hver Krog af den store Bygmesters Liv og af hans Sjæl. Hans Viden og Kunst omfatter – og det i et Dramas Ramme – hele den aandelige og moralske Mangesidighed, al den Kraft og al den Sygdom, hele den Vilje og hele den Svaghed, den ganske Selviskhed og den ganske Selvkundskab, som heder Geniet.

Træk for Træk stilles vi Ansigt til Ansigt med hans Bygmester. Vi ser, hvad det har kostet Solness at vinde frem «til et Slags stor Sejr», og vi ser, det har kostet ham – alt.

Først og sist et uhyre Menneskeforbrug. De store «Bygherrer» trænger til Redskaber, Redskaberne er Mennesker og Menneskers dyre Liv, og Bygherrerne tager dem uden noget Hensyn og uden nogen Undskyldning undtagen deres «Trang.» Den gamle Brovik blev taget og knust, da Bygmesteren skulde frem, den unge Brovik bliver lænket til sit Bord, da Bygmesteren vil forblive, hvad han er: den eneste Bygherre i Landet. Solness tog sin Hustrus Liv og lagde dets Muligheder øde ved Branden, da han vandt sit Navn som Mester. Han tager Kajas Menneske og forkrøbler hendes Hjerteliv – kun for at binde Ragnar. Det er et Væv, et Spind af Menneskeforbrug .... inderst inde sidder Solness, Geniet, der næres af Medmenneskers Livslykke.

Og de lader sig nytte, og de lader sig bruge, alle, fordi Bygmesteren er Mesteren. Fordi hans Vilje, der er den stærke, tvinger de svagere, og fordi hans blotte Tanker, ved den højeste Menneskeevnes gaadefulde Magt, paavirker de Underlegne som Befalinger. Ogsaa fordi han raader over «Mestrenes» uvilkaarlige Ynde for Eksempel i Tonen over et takkende Ord, der er ham saa ligegyldigt og for de andre alt; og fordi der er den Stores Magt ogsaa i hvert et Kjærtegn, han giver, de skjødesløse og dog ømme Kjærtegn, som er Kajas Liv og hans Midler.

De Store glemmer. De gjennemlever Tusind Sindsbevægelser, hvoraf hver er dem en snart glemt Livets Brøkdel. De betager tusind Mennesker, som var til for dem akkurat det Nu, hvor de saa deres Ansigt og hørte deres Røst. De Store glemmer – men de glemmes ikke. Alle de, som var virkelig sammen, om ogsaa blot et Nu, med Mesteren, glemmer ham aldrig; ti hans Magt er og bor i hvert hans Ord og hviler som en Glans over hans Væsen. Han huskes.

Derfor har Solness glemt eller mere end halvglemt; men Hilde har erindret alt – baade Kjærtegnet og Løftet.

Det Løfte, som hun vil have indfriet paa Forfaldsdag og helt – af Solness, som ikke er nogen Mand for de hele Ting. For Landets store Bygmester, han er ogsaa den allerfejgeste Mand i Landet. Geniets uhyre Selvopholdelsesdrift føder dets uhyre Fejghed.

Større teknisk Triumf er ingensinde fejret end den, Henrik Ibsen fejrer i Blottelsen af denne Fejghed. Næsten umærkeligt fornemmer Solness Gys for alt, selv det mindste Gran, der kunde kompromitere, rede ind i Uføre, binde Solness. Scenen med Kaja er Mesterskabets Eksempel.

Denne dyrt erhvervede Storhed tør ikke kompromiteres.

Den skal bevares – gjennem hele Livet bevares.

Derfor lukkes alle andre ude. Solness spærrer dem ude, ikke blot, fordi han har den store Evnes Tro paa, at han gjør alting bedre end de andre, ikke blot, fordi han har den Geniales Trang til at gjøre alt og gjøre det selv – men fordi han er angst for de andre. Det er blevet Frugten af hans Sejre, at han frygter dem, som vil fravriste ham dem: sine Efterfølgere. Hele Ungdommen er blevet hans Fiende, fordi den skal bygge efter ham, og han frygter Fienden i hver en Kjendt og hver en Ukjendt.

Hans Tryk er saagar – i dette uforlignelige Maleri af det moderne Geni – udartet til en hemmelig Sygdom: Forfølgelsesvanvidet gryer i Solness´s Sind. Denne Skygge hørte til i Bygmesterens Ansigt. Og mer end det: der er Tider, hvor Solness selv ikke ved, om ikke hans hele Tanke har hørt op at være karsk. Han skjelner selv ikke mer, om dette er Evnens stærkeste Sundhed eller en Evnes Sygdom.

Men er det mon ikke netop saa, Menneskeaandens store Grublere har spurt sig selv – og just maaske, naar de strejfede det Højeste, om dette mon endnu var Klogskab ... eller Galskab?

Og dog bliver han ved med at bygge, bygge.

Forbrugende Mennesker, udsugende Livsskjæbner – benyttende Omstændighederne. Fremfor alt Omstændighederne. De store Mænd er tilhobe blevet de Store netop ved at udnytte dem.

Maaske endog ved at give dem et Skub, et umærkeligt lidet, eller ved ikke at hindre dem, ved at undlade at tilstoppe Sprækken, hvorigjennem de – muligvis – kunde bryde frem. Solness kjender hin lille faregjemmende Fejl i det gamle Hus, hvorfra en Katastrofe kunde komme. Men han ændser den ikke. Han ved, at hvis noget kom paa, vilde der ikke være stor Redning, og hvis det lagdes øde, var der stor Fare for Aline. Men han ændser det dog ikke ...

Han hjælper ikke paa den lille Aabning, han ser kun til – om den er der, stadig er der. Og hans Kunstnersind maler ud Dag og Time, hvis det kom.

De Tanker er ham en Vaande og en Fryd. En Vaande, for han ved alt, hvad der vil tabes, en tung Fryd: ti som Bygmester vil han vinde ved det!

Og det kommer saadan – at Bygmesteren vinder. Ti det er den store Evnes siste Hemmelighed, at den ikke blot behersker de andre: den er sin egen Ejers Herre. Bygmesteren maa bygge – selv med sit eget Menneskes Forlis.

Halvard Solness bygger og betaler Prisen, der er en dobbelt. Hans uovervindelige Skyldfølelse er den ene. Ti Mennesker af Solness´s Tømmer, de kan ikke løbe fra sine egne Handlinger. De kjender selv baade Ret og Vrange af hver af sine Gjerninger og ingen skjelner skarpere mellem retfærdigt og uretfærdigt end netop de.

Solness ved, hvad han har ødelagt og hver Dag ødelægger.

Alt det han naaede at faa virke, bygge, skabe i Skjønhed, i Tryghed, i lun Hygge, i Storladenhed ogsaa .... det maa han «gaa her og veje op. Betale for.» Ikke med Penge. Men med Menneskelykke.

Først med de andres Lykke. Med Alines, hvis Livsværk var at skabe Mennesker af Børn, og som forkrøblede til at lege med døde Dukker; med gamle Broviks, hvis Tilværelse ved hans Søn og hvis Faderglæde dræbtes; med Kaja – med deres alles .... Og ikke det Gran af dette Hærværk gjennem Menneskers Liv er ham ukjendt, men hvor selv den minste moralske Udaad hænger ved hans Fodsaaler som den bevidste Skyld, en umenneskelig Last, som han slæber ved sine Ankler.

Og dog er hans Skyldfølelse kun Sejrens halve Pris. Prisens anden Halvdel er hans egen Menneskelykke. Da det gamle Hus brændte, da brændte hans eget Menneskeliv. Han var ikke Fader mere. Hans Børn var taget fra ham. Han var – var han vel Husbond mere? Eller var det et Ægteskab, hvor to Mennesker blot gik rundt og undgik hinanden? Havde han Venner mere? Brovik var hans Ven, og han slog ham ned. Har han Følelser mere? Han vakte Kajas Drift for at lænke hende – til sin Hovedbog, hvor hun skriver hans Regnskab med sit Hjertes Blod.

Nej, nej, han ejer intet mere, og han ved, hvem han er. Han kjender baade sin Skyld og sin Ulykke. Men ingen «maa forlange af ham, hvad han ikke kan.» Ti ingen «kan da skabe sig om heller.» Solness kan det ikke. Ti:

Solness er i sin egen Evnes Vold. Den hemmelighedsfulde og frygtelige Evne, som gjorde ham til Bygmesteren og tog hans Liv: gjorde hvert Livsforhold kun til en Bro for sig, gjorde hver Følelse kun til et Middel for sig, brændte Huset og gjorde Tomten til en Byggetomt for sig.

Han har intet at fæste sig ved. Ikke Kjærlighed, ikke Lykke. Han skal kun bygge, han skal intet eje, ingenting uden sin Evne – sin hærgende, sejerrige Bygmester-Evne. Sit Geni.

Men hvad bygged han da?

Først byggede han Kirker. For han var «som Gut gaaet ud fra et fromt Hjem paa Landsbygden;» og han «byggede de smaa fattige Kirker med et baade fromt og inderligt Sind.»

Men han, som skulde have Kirkerne, var dog ikke fornøjet. Og han kunde vel heller ikke være det. Hvordan skulde «han» være fornøjet med Bygmesteren, med ham, hos hvem alle Trolde huserede, alle de Trolde, som er Geniets naturnødvendige Hjælpere og Tjenere?

Nej, «han» var ikke tilfreds, men Solness var det ikke heller. Den Dag hans Hus var brændt, den Dag han forstod, at Evnen tog det alt – Evnen, som var givet ham af hvem, hvis ikke af selve ham «den Mægtige?» – og at den var blevet hans eneste Eje, da gjorde Solness Oprør mod «den Mægtige». Nu kjendte han Prisen for den Mægtiges «Naadegave», og havde han betalt Prisen til den siste Blodsdraabe, saa vilde han ogsaa bruge Gaven frit:

«Hør nu her, du Mægtige. Herefterdags vil jeg være fri Bygmester, jeg ogsaa. Paa mit Omraade. Ligesom du paa dit. Jeg vil aldrig mere bygge Kirker for dig. Bare Hjem for Mennesker.»

Fra den Oprørets Dag byggede Solness kun Hjem for Mennesker, og han byggede længe og meget, før han saa, at alt hvad han saa skabte, var det ikke en Styver værd. Ti Menneskene havde ikke Brug for hans Hjem og de havde Ret: ingen kan bo i et Hjem bygget af Fremmedmand. Det egne Liv maa bygge vort Hjemsted.

«Se – det er hele Opgjøret, saa langt jeg ser tilbage. Ingenting bygget i Grunden. Og ingenting ofret for at faa bygge noget heller. Ingenting, ingenting – altsammen.»

Og dog – jo: Et er det, som er mere end «ingenting», som er alt. Og Solness vil erhverve det. En siste Gang vil han bryde med den Mægtige. Han vil endnu en Gang bestige Oprørets Taarn, og han vil atter tale til ham, som ejer Kirkerne, og han vil sige ham, at nu vil han blot bygge det eneste, hvori han tror «Menneskelykke kan rummes» ... bygge det sammen med «Prinsessen, han holder af» ...

Solness bestiger Taarnet, og han styrter ... svimler, styrter ...

Ti hans Liv var endt: han kunde ikke mere «gaa ned paa Jorden og gjøre som han sagde.»

- – -

Dette er kun Omrids af en Fortolkning og vil ikke være mere. Her er enhver kritisk Dom uden Mening. Vi bør kun søge Forstaaelsen for at uddybe vor Beundring.