Ibsens nye Skuespil.
Der gaar stærk Spænding foran et nyt Værk af Ibsen. Naar det bebudes, regner man ud Dagen, naar det kan være der, og Boghandlerne kappes om at faa sprættet de store Baller op for at tilfredsstille den stærke Efterspørsel. Og det er ikke tom Nyfigenhed; det er alle aandeligt Interesserede, som her møder frem, alle de der hungrer efter at faa Del i den store Tænker-Digters kraftige Tanker og fine Kunst.
Det er atter et Ægteskabsdrama, Ibsen ruller op for os. Men denne Gang ender det ikke som sist i den Fortvilelse, der kun kan finde Trøst i Døden. Denne Gang er det ikke Døden de to i Fællesskab søger; det er Livet, de finder paany, det rene, glade Samliv indviet i fuld Frihed og derfor i tryg Bevidsthed om, at nu først ejer de hinanden helt. De mørke, grufulde Magter har ruget over det Ægteskab, vi ser for os; men de overvindes, saa Ellida, Stykkets Hovedfigur, Rebekka Wests Modstykke, kommer til at staa fri for deres Indflydelse og i straalende «Forlovelses»glæde kan begynde det nye Liv, der bebudes. Hvorledes denne Forvandling gaar til med hende og i hende, er det Ibsen forklarer os, mægtigt og gribende som altid.
Ellida er vokset op der «ude i Fyrtaarnet», hvor Far hendes var Forvalter. Havet er hendes Liv og Lyst; hun elsker det og føler sig «i Slægt» med det. Og det gjenspejler sig i hendes Sind, saa hun kommer til at ligne det: «saa foranderlig, saa uberegnelig, saa pludselig vekslende» blir hun. I sin dybeste Grund er denne Karakter hende medfødt. «Hun hører til Havfolket», der «ligesom er et Folk for sig selv. Det er næsten, som om de lever Havets eget Liv. Der er Bølgegang og Ebbe og Flod ogsaa baade i deres Tænkning og i deres Fornemmelser». De lar sig «aldrig omplante». Slig er Ellida, en «Havfrue», fri for alle Baand, oprørsk og modig; og hendes inderste Væsen er en uudslukkelig Trang til og Higen mod Frihed og Uafhængighed.
Der ude mod det aabne Hav udvikler da denne frilynte Karakter sig. Saa møder der hende derude en Magt som er stærkere end hende selv, Kjærligheden til en ung Vildstyring af en Sjøgut, frisk og kjæk og hensynsløs som selve Havet. «Havet» er i ham og, men paa en anden Maade, vildere, ubændigere, mere overmægtigt endda. Der kommer til «et Slags Forlovelse» mellem dem, og da han skal afsted paa Langrejs, faar han laget det slig, at de «skulde vie sig sammen til Havet», til hvilket de ofrer sine sammenknyttede Ringe. Saa rejser han, lar ikke høre fra sig, end ikke da hun skriver, at hun betragter deres Forhold som hævet.
Tiden gaar. Da træder efter en forgjæves Tilnærmelse fra en anden Bejlers Side Doktor Wangel ind i Ellidas Liv. Hun blir hans Hustru og flytter med ham bort fra Havet. Men ikke fra dets Minder. Hun vantrives der inde ved Fastlandets lumre Smaafjord; hun ligger der og «omkommer i Brakvandet». «Fjeldene trykker og tynger paa hendes Sind; der er ikke Lys nok for hende, ikke vid nok Himmel omkring hende, ikke Magt og Fylde nok i Luftstrømmen». Og hun blir rodløs i sin Mands Hus. Livet er kommet ud af det rette Spor for hende, da hun traadte derind. Hendes Sind blir sygt af Minderne derudefra, indestængt som hun er i Omgivelser, der ikke passer for hende. «Nat og Dag, Sommer og Vinter er den over hende denne dragende Hjemvé efter Havet». Hun blir synsk. Og saa ser hun for sig denne unge Sjømanden, der aldrig har tilhørt hende, men som magtstjal hendes Vilje, og som forfølger hende vaagen og i Drømme. Ti hun har givet ham sit Løfte, og «vi kan aldrig komme bort fra den Ting, at et frivilligt Løfte er fuldt ud saa bindende som en Vielse», siger hun i Opgjøret med Manden.
Knuden strammes, da hun kommer til Klarhed over, at Forbindelsen med denne intet Ægteskab er, fordi det var ikke frivillig, hun rejste med ham: «jeg gik ikke ind til dit Hjem i Frivillighed; det er Sagen», anklager hun sig selv og ham, Manden, der «kjøbte» hende ved at tilbyde Forsørgelsen for Livstid. Det er Hemmeligheden med hende. Paa Bunden af sit Hjerte har hun bevaret Sjøguttens Billede og har ikke elsket sin Mand, ikke kaaret ham i fuld Frivillighed, efter eget uafhængigt Valg. Hun synes, hun hører den anden til. Derfor er hendes Samvittighed syg. Hun føler sig bunden til to Kanter, til de blege Skygger, der maner sære Syner op i hendes skræmte Fantasi, og til den levende Virkelighed i Mandens Skikkelse. Fortid og Nutid slides om hende, og hun har fulgt den Magt, der i Øjeblikket var den stærkeste, har ikke selv villet og valgt. «Løftet» til den Ungdoms Elskede var nok ikke saa frivilligt endda. Hun lokkedes og fristedes mod denne, der kogled hendes Sind, saa hun aldrig blev kvit ham. Det er netop det «grufulde» for hende: Dragningen i hendes eget Sind, den hun ikke vil stride imod. Skridtvis glider hun saa fra Manden, der profeterer, «at Kravet paa det grænseløse og endeløse og paa det uopnaaelige, det vil drive hendes Sind helt ind i Nattemørket tilslut». Og dette føler hun allerede over sig «som sorte lydløse Vinger», da Afgjørelsens Time endelig slaar, idet Valget, hun gruer mod, skal ske.
Og Valget maa ske. Ti han er kommet hjem den ukjendte, der fra det Fjerne har hersket over hendes Sind og Tanke, som var hun hypnotiseret af ham. Han kommer for at kræve og hente hende. De mødes. Hun hilser ham først: «Aa, kjære, kommer du da endelig!» men i næste Øjeblik ser hun overrasket og ængstelig paa ham og udbryder: «Hvem er De? Søger De nogen her?» Straks hun saa ham, er han blet hende «den Fremmede» og karakteristisk kalder Digteren ham kun saa. Først da hun faar se ham i Øjnene, faar atter de gamle Minder som i et Tilbagefald Overmagten, og hun farer sammen i Rædsel for deres Magt. Hans Øjne er det saaledes som længst hænger igjen hos hende; hun føler dem over sig, har endog følt dem slig, at hun har overført deres skiftende Farver paa sit Barns Øjne. Men Virkeligheden staar altsaa nu lyslevende for hende, og dermed er Kogleriet endelig brudt. Eller rettere: Der er nu traadt et nyt Virkelighedsbillede frem for hende. «Og det skygger for det gamle» der jo var virkeligt nok , saa hun ikke længer ser dette. Virkeligheden kom og skyggede for hendes «syge Forestillinger». I romantisk Fantasteri har hun ladet sig beherske af den Udenforstaaende, af det længst forsvundne i sit Bryst. Han er dog bare en Gjenganger der nu, denne Fremmede. Livet og Virkeligheden ligger for hende, og da Gjennembrudet endelig er foregaaet i hendes Indre, staar hun frit og kan vælge. Hun er efter megen Vaande frigjort for de mørke, tyngende Magter, der har ruget over hendes Sind. Og hun er ogsaa stillet frit ligeoverfor de ydre Baand, idet hendes Mand i ædel Selvovervindelse har løst hende fra det ægteskabelige Baand. Ved Skillevejen kan hun nu vælge i fuld Frihed og under eget Ansvar. Men sammen med Friheden kom Forvandlingen i hende. Da hun staar der uafhængig til alle Sider, hverken drager eller skræmmer det ukjendte hende længer. Hun har jo faat sine Øjne aabnede, og hun har kunnet faa gaa ind i dette ukjendte «ifald hun bare selv havde villet», hun har kunnet vælge. Derfor har hun ogsaa kunnet forsage det. Frihedskravet i hende er dermed tilfredsstillet. Idet Manden gjør sit til, at hun blir et frit Menneske, har han netop brugt det rette Middel til at vinde hende: nu kommer hun til ham i Frihed, frivillig og under Ansvar; nu først kan de to faa leve helt for hinanden og med fælles Livsminder.
Ved Siden af Ellidas Skikkelse indtager Bogens øvrige Personer en tilbagetrængt Plads. De er dog som altid hos Ibsen omhyggeligt og rigt karakteriserede. Men først og fremst er det hendes Sjæledrama, der udvikler sig for os, fængslende i stigende Spænding. Vi ser hende fra Begyndelsen af omspændt af de dunkle, hemmelighedsfulde Kræfter, der har fattet Tag i hende i Ungdoms Aar, og vi ser hende fries ud af deres dræbende Favntag, ud til Lys og Liv i Kjærlighed.
Dramaets ydre Handling har kun Hensyn til hendes indre Sjæleliv. Ser man blot paa det ydre dramatiske Apparat, vil man ikke faa det rette Indtryk af Ibsens Realisme; der spiller jo saa meget mystisk og symbolsk ind paa mange Punkter. Men ser man hen til, hvad der foregaar i de handlende Personers Sjæleliv og den Tale, hvori dette faar Udtryk, gribes vi af den store Sjælegranskers ubestikkelige Sanddruhed og Virkelighedssans.
Skildringen af Ellidas Udvikling staar ved Siden af det største, Ibsen har givet.