Sigurd Bødtker

Udsolgt Hus, Bifald for aaben Scene og efter hver Akts Slutning, tilsist Fremkaldelser af Digteren, som viste sig tre Gange, hver Gang alene, og af de Spillende.

John Gabriel Borkman — allerede den blotte Lyd vækker Forestillinger om Myndighed og Magt, om stærk Selvfølelse, om Trang og Evne til at byde og bøje. I selve Navnet hører man ligesom faste Skridt, der ikke gjerne viger til Siden, en sikker Stemme, som ikke er vant til at sænke sig i milde Indrømmelser eller sød Smiger; det Navn kan kun et eneste Menneske bære, det er en Del af hans Liv, af hans Skjæbne, det er uløseligt hans og ingen andens. John Gabriel Borkman — det Navn slaar ligesom Skuespillets brede Salsdøre op paa vid Væg og melder en Personlighed af Herskerart.

Men den Borkman, der viser sig for os, det er ikke længer John Gabriel Borkman; han var det engang langt tilbage i Tiden, nu er det bare Skyggen af ham, som gaar omkring og spøger deroppe i den gamle, falmede Pragtsal. John Gabriel Borkmans ubændige Herskertrang kunde ingen Lands Lov og Ret stanse; den brød sig sin hensynsløse Vej, indtil Fængslet aabned sig og tog ham. I Fængslet lod han tilbage den Magt, han havde vundet over Mennesker, og nu ejer han kun sine Dages og Nætters evige Drøm om Magten. Hans Liv er ubodelig brudt, hans Skjæbne engang for alle afgjort og sluttet. Men hans Selvfølelse lever i ham; for hvert Tvilens kolde Pust, som truer med at slukke, flammer den bare stærkere op paany. Otte lange Aar gik han deroppe i Salen fra Hjørne til Hjørne — ikke med sin Manddoms faste Skridt, men rastløst tassende, «som en syg Ulv i Bur» —, og stadig ventede han paa, at «Oprejsningens Time» skal slaa, at man skal finde ham «uundværlig» og «krybe til Korset for ham». Og eftersom Aarene er gaaet og han forgjæves har ventet, har Selvfølelsen mere og mere taget Magten fra hans Forstand. Engang sluttede den sig som en naturlig Form om Evner og Virke; nu er den blevet hans eneste Indhold, som en overmægtig Bølge har den skyllet ind over hans Sjæl og druknet alt andet, som boede i den. Kun én Ven har han, mens han venter, Vilhelm Foldal, en stakkars rørende Pjalt, som stadig forbedrer sine unge Digterdages «Sørgespil»; de to «tror» paa hverandre! Halvt løjerlig og halvt tragisk virker Borkman, dette fremtidsløse Menneske med den stærke Tro paa en Magtens og Ærens Fremtid, denne «døde» Mand med saa fordringsfuldt et Haab til Livet. Men der er endnu i hans Afmagt en vis Storhed over hans Skikkelse, en Afglans af den gamle John Gabriel Borkman, som lader det tragiske Indtryk af hans Skjæbne blive det endelige.

To Tvillingsøstre har elsket ham. Den ene har han elsket igjen, saa meget som han, der elskede Magten over alt, kunde elske en Kvinde; men hende sveg han for Magtens Skyld og tog den anden til Hustru. Han følte «den ubetvingelige Kaldelse» indeni sig til at underlægge sig Verdens Rigdomme og Menneskernes Vilje, og for den Kaldelse maatte Kjærligheden vige; «naar endelig saa maa være, saa kan dog en Kvinde erstattes af en anden». I den Ibsenske Digtning har der altid været sat en haard Straf for dem, som «svigtede sit Kald»; ogsaa Borkman har faaet mærke, at han vel nærmest svigtede sit «Kald», da han fulgte sin «ubetvingelige Kaldelse» og ikke den Kvinde, hvis Kjærlighed han havde villet og vundet. Ibsens store Evne til at lade Stemningen i et Hjem meddele sig til os, til ligesom at gjengive Luften i et Hus, saa vi kjender den slaa imod os og indaander den, har af Skuespillets første Akt skabt et Mesterværk. Man glemmer ikke disse to Tvillingsøstre, der efter i otte Aar at have gaaet af Vejen for hinanden staar Ansigt til Ansigt i det gamle Fædrenehjem, medens den Mand, som sveg den ene og ægtede den anden, og som de begge har elsket, den ene i stolt Sejersglæde, den anden i offervillig Hengivelsestrang, høres vandre frem og tilbage, rastløs og ene, ovenover paa Salen. Ægte Tvillingsøstre er de, stolte og selvsikre begge, stærkt villende og stærkt krævende Naturer, haarde, naar de møder haardt, ubøjelig staaende paa sin Ret, — men dog saa forskjellige! Den ene, Fru Borkman, har ligesom sin Mand elsket Æren, Magten, Glansen, efter Faldet drømmer hun ligesom han kun om Oprejsning, om ny Glans over Navnet og Slægten, og hun har kun bitter Foragt for den, hun engang satte sit Livs Kjærlighed ind paa. Den anden, Ella Rentheim, vilde gjerne have levet for sin Kjærlighed bare, kun i et saadant Liv formaar hun at se menneskelig Lykke; hun har elsket Manden selv, ikke den Magt og Ære, som fulgte med ham, og — siger hun til ham — «havde jeg faaet Lov at staa dig nær, da alt styrted sammen over dig, tro mig, jeg skulde baaret det saa gladelig med dig!» Som de engang kjæmpede med hinanden om den elskede Mand, saadan kjæmper de nu om hans Søn. Moderen vil, at Erhart skal «komme til at lyse saa højt og saa vidt udover, at ikke noget Menneske i Landet længer skimter den Skyggen, som hans Far har kastet over mig — og over min Søn.» Ella, som er rammet af en dødelig Sygdom, vil have ham hos sig de Par Maaneder, hun endnu har at leve, og efterlade ham sin Formue og sit Navn. I denne Kamp blander Borkman sig ind; han vil nu «begynde nedenfra igjen», «sone Fortiden gjennem Arbejde», og han spørger sin Søn: «vil du være med mig og hjælpe mig med dette nye Liv?» Den Scene i tredje Akt, hvori alle tre søger at vinde Erhart for sig, virker ved Læsningen temmelig lang og trættende; ved Opførelsen faar den Fart og Liv. Man beholder i Erindringen et varigt Billede: de to gamle Søstre med den unge, vaklende Mand mellem sig og i Baggrunden Borkmans Skikkelse med det lidt for store Hode og det pjuskede graa Haar lænende sig til Dørkarmen eller vandrende nervøst op og ned.

Men Erhart flygter bort fra de gamle Mennesker til Fru Fanny Wilton, til det, han kalder Ungdom og Elskov. Rig, vakker, elegant er hun — og af en lidt mystisk Alder og Fortid. Og klog paa Menneskene; hun tager den lille femtenaarige Frida Foldal med paa sin Elskovsfart ud i Verden, for at Erhart senere kan have noget «at falde tilbage paa».

Ud i Natten og den dybe Sne vandrer John Gabriel Borkman, ud at «se til alle sine gjemte Skatte», ud at skue udover sit «dybe, endeløse, uudtømmelige Rige», der det strækker sig saa langt, som Fjeldrækkerne højner og taarner sig. I hans Spor følger trofast som i hans Liv hans Kjærlighed, Ella Rentheim. Og han taler strømmende Elskovsord til de «livkrævende Værdier» derinde i «Dybet og i Mørket», saa varme som ingen Kvinde hørte dem af hans Mund. Og saa synker han sammen og dør. De to Tvillingsøstre har intet mere at strides om; Erhart har rejst, John Gabriel død og borte. Skarpt og stærkt stod de mod hinanden; nu, da intet længer skiller, flyder de sammen «som to Skygger — over den døde Mand».

Af de Spillende staar Hr. Garmann som John Gabriel Borkman højest. Maske, Holdning, Gang er ganske fortrinlige, og hans Spil giver Skikkelsen den Bredde og Storhed, som den uafviselig kræver. I 2. Akt formaar han at fylde det store Rum med sin Personlighed; man føler, at her bor han, at her har han levet sit ensomme Liv Aar efter Aar. Ikke helt paa samme Højde holder Spillet sig i tredje Akt; og betydelig svagere forekommer siste Akt mig at være, hvor Rollens stærkt spændte Lyrik ikke finder det rette fantasifulde Udtryk. Rigt paa Nuancer er Hr. Garmanns Spil ikke, det slaar den hele Tid paa faa Strænge; men som det er, virker det samlet og stærkt. Efter Hr. Garmann fortjener Hr. Roald som Erhart at nævnes. Han virker ganske overraskende ungt og friskt. Den unge Hr. Erhart har adskillige slemme Ting at sige, og det er beundringsværdigt, hvor godt Hr. Roald faar Bugt med en hel Del af dem. De to Søstre spilles af Fru Gundersen og Frøken Reimers; det er Talent og Flid stillet op imod hinanden. Fru Gundersen spiller meget ujevnt, ligesom paa Maafaa, og Ibsens saa fint ciselerede Repliker maa ofte finde sig i de mærkværdigste Omstøbninger i Fruens Mund; paa de afgjørende Punkter bryder imidlertid Fru Gundersens store Begavelse sejrende igjennem. Enkelte stilfærdige Repliker, særlig i 2. Akt, siger Frøken Reimers meget vakkert. Fru Wettergren burde have klædt den rige og fornemme Fru Wilton finere og noblere paa; nu maa man lægge megen Vægt paa Erharts Ungdom for at forstaa hans vilde Forelskelse. Forøvrig er Fruens Spil særdeles godt, særlig hvor hun lokker Erhart i 1. Akt med sit «lydig, lydig» . . . . Hr. Selmer har adskillig Ære af sin Foldal, men Spillet er i sin Helhed for godtkjøbs rørende. Ganske nydelig er endelig Fru Dybwads femtenaarige Frida Foldal; den lille Scenes døde Ord blir et for et levende i hendes Mund. Naar Fru Dybwad for den store gamle Digters Skyld kan være bekjendt af at lægge sin altid rige og omhyggelige Kunst paa lille Fridas ubetydelige Rolle, kunne man ogsaa have ladet en virkelig Skuespillerinde spille Stykkets ikke uvigtige Stuepige.