Anonym anmelder i Bergensposten

Til «Fandens Overmand» iforgaars var Huset propfuldt og Søndagsjubelen paa Trekvart. Igaar, da vor Scene havde Æren for Førstegangsopførelsen af Henrik Ibsens «Rosmersholm» første Gang paa første Sted ja, da manglede godt og vel to Trediedele paa at Huset var fuldt.

Man bør ikke være uforberedt paa, at dette nøgne Faktum fra visse Hold inden Publikum og Presse jo med Hjertens Fryd og Glæde tør bli grebet og fastslaaet som et Bevis for, at vort hovedsagelige Publikum Gudskelov endnu befinder sig nogenlunde i literær Uskyldighedstilstand og at Tidens onde Magter takket være alle gode Ditto endnu ikke har formaaet at besnære dets Sind. Ja, enkeltvis vil man maaske ud af dette Forhold med genialt Seerblik finde det Fremtidsspor tydelig optrukket, hvori Bergens nationale Scene bør ledes, om den selv vil bestaa og Publikum overhovedet skal ha nogen Glæde af den.

For «Fandens Overmands» Publikum er det rigtige Publikum, som har spist af det rigtige Kundskabens Træ og som ser og vil se den rigtige Forskjel paa Ondt og Godt, vil se den rigtige, utvilsomme og uforfalskede Dyd paa Scenen, helst Side om Side med den skindbarlige Fanden selv. Saa er det aldeles umuligt at ta Feil.

I den farlige moderne Literatur, og ikke mindst i «Rosmersholm», ser man derimod snart sagt ikke, hvad der er Godt og hvad der er Ondt. Det vil sige, Forfatteren bruger ikke Spor af moralsk Abc-Pegepind, men overlader den Sag at stave og lægge sammen til enhvers private Intelligens. Derfor er «Rosmersholm» et farligt Stykke og dets, Gudskelov endnu faatallige, Publikum et Publikum, der er inde paa farlige Afveie.

Saaledes eller omtrent saaledes vi er ikke uforberedt derpaa vil fra enkelte Hold inden Publikum og Presse «Fandens Overmand» stilles op ogsaa som «Rosmersholm»s.

Vi andre, som ikke kan finde noget opbyggeligt og trøstende deri, at «Rosmersholm» første Gang spiller for gabende Bænke, faar dog ogsaa Lov at se Sagen paa vor Maade og drage vore Slutninger af dette bemærkningsværdige Forhold. Og vi vil sige saameget som saa, at skulde noget saa galt ske som vort Theaters Lukning, saa synes efter dette Savnet ikke at skulle bli saa stort endda. For «Fandens Overmand» er spillet før her og kan spilles af enhver Trup.

Det er en national Scenes ideelle Opgave, at den altid og altid vil mere end den kan. Lad saa være, den herigjennem altfor ofte og altfor klart viser sig ikke at kunne det, den netop vilde. Veien er dog den eneste rette; thi den er Aandsudviklingens.

Det er derimod en privat Spekulationsscenes mindre ideelle Opgave at kunne Alt hvad den vil, og den gjør dette med Glans, naar den, som Peder Mortensgaard, ikke vil mere end den kan.

Skal saa en national Scene, fordi den kvier sig ved at bære Mortensgaardsidealets Fane høit, gaa i Hundene, pjaltet og arm, som Ulrik Brendel?

Bergens Theaterpublikum kan komme til at gi sit endelige Svar paa dette Spørgsmaal maaske før end det selv ved deraf. Maatte saa Svaret være vel overveiet!

Nei, «Rosmersholm» har vist intet Element tilfælles med den Folkekomediens Muskatel, Publikum saa gjerne tyller i sig og aldrig kan faa formeget af. «Rosmersholm» er nok heller i Smag som den «sunde bitre Styrkedrik», Ibsen fortæller, at hans Folk engang rakte ham paa Randen af hans Digtergrav, den, han først drak sit Folk til i og hvoraf han senere har skjænket det igjen i fuldere og fuldere Skaaler. Og ordinære Muskatelganer har i Begyndelsen ondt ved at forsone sig med Drikken. Selve Skaalen frister ikke engang deres Øine, hvad dog Rammen af og til gjør med visse Malerikjendere.

«Rosmersholm» er det bitreste Værk, denne Nordens store Truer og Velgjører endnu har sendt hjem til os. Aarenes, Oplevelsens Bitterhed ligger paa Bunden af det. Og Øieblikkets Bitterhed fra de faa Øieblikkes Rast paa Storthingsgalleriet forleden kradser nu og da i en Replik, der ikke behøver at flyve langt og længe omkring for at finde sin Adresse.

I «Vildanden» fandtes der Humør, og vi skimtede nu og da Ibsens Halvsmil. Men paa «Rosmersholm» lees der ikke. Selv Redaktør Mortensgaard bringer ikke anden Luft med sig end Dunsten fra sit eget avislæsende, tusindhodede, kirkepolitiske Bøige-Milieu, og Brendels Paradoxer kjendes altformeget som syrende Lancetstik til egentlig at vække Munterhed. Ler man af dem, er det ialfald indvendig.

Inden «Rosmersholms» med Familieportrætter oversaaede Vægge er Uhyggen tilhuse. Blomsterrigdommen derinde er som Kistelaagets Flor; thi disse er to Mennesker, Rosmer og Rebekka, har engang siddet sammen med Gregers Werle, da han sad som den trettende tilbords, og Dødsbudet bringes dem nu paa Rosmersholms hvide Heste.

Men inden disse Døre viser Henrik Ibsen os Mennesker, som han aldrig nogensinde før har gjort det. Aldrig har han boret saa dybt i nogen Menneskesjæl, aldrig saa nøie udgransket dens lønligste Fuger. I Rebekkas Skriftemaal toner Bekjendelsen fra tusind adelsbaarne Sjæle, der gik tilgrunde, fordi de vilde leve Livet, men ikke kunde det.

Og naar vi ser de to gaa i Møllefossen, Rosmer og Rebekka, hvem af os føler da i Øieblikket denne Villiens og Evnens usvigelige Kraft levende i sit Hjerte? Jeg tror Ingen. Ibsen vilde mindst af alle tro det. Vi kan tænke det nye Liv, mener han nok, men ikke leve det. Dog det vi, tynget af Slægtsarv og knækket af Slægtssyn, ikke har magtet, det vil Fremtidens Slægter, belærte af vore Livsskjæbner, maaske engang bringe til endelig Seir.

Om Udførelsen vilde jeg idag helst tale foreløbigt.

De to mest og bedst udførte Figurer er Fru Heibergs Rebekka West og Hr. Thomassens Redaktør Mortensgaard. Fru Heiberg, hvis egentlige Force jo er Karakterfaget, har paa dette Felt neppe nogensinde før naaet saa høit som i denne Karakterrolle par excellence. Særlig Øieblikket, hvori Rebekka ser sin Herkomst i Sammenhæng med sit tidligere Livsforhold saavelsom Udviklingen fra dette Øieblik af indtil den i og for sig storslagne Skriftemaalsscene, blir gjennem Fru Heibergs Spil af stor, ofte uforglemmelig Virkning; og naar den hele Figur efter et Par Opførelser overalt har fæstnet sig i Linierne, vil den nok kunne gjælde for den ypperste, Fru Heiberg endnu har leveret.

Hr. Thomassens Mortensgaard er ikke alene uden Sammenligning hans bedste hidtidige Rolle det siger nu ikke saa overordentlig meget men Figuren er ligetil et stort og lykkeligt Sprang i hans Udvikling som Skuespiller. Allerede Masken med det tætklippede Rødhode er fortrinlig; og det mod Loftsbjælkerne rettede Blik, naar Mortensgaard diskuterer og dokumenterer, «Fingereringen» paa Hageskjægget under det seige, bondefule Halvsmil med de store Seminaristkolper, Dialekten paa Overgang mellem det rustificerede og urbaniserede, alt dette gir os Mandens Yderside paa en slaaende Maade. Dertil er Spillet baaret af megen Fornuft og ikke saa lidet Lune.

Som Rosmer naar Hr. Halvorsen ofte op til god og troværdig Virkning, hvor han ikke deklamerer, som af og til hænder. Helt personlighedsfyldig virkede heller ikke hans Rosmer ved første Opførelse. Figuren er imidlertid meget vanskelig og fra Forfatterens Haand ikke paa langt nær saa klart og levende givet som Rektor Kroll, der dog igaar endnu ikke syntes fuldt færdig fra Hr. Johannessens. Hans Kroll virkede en Smule for ordinær og havde ikke rigtig truffet den rette embedsmandsmæssige Tone. Hr. Johannesen har saaledes neppe paa længe talt en saa generende udpræget bergensk Dialekt som igaar.

Hr. Garmann gav Brendel tildels med god og paalidelig Effekt, særlig i hans første Møde. I sidste Scene føltes han for støiende, for ude af sig selv. Vittigheden og Paradoxerne blev derved ikke altid heldigt pointeret, og hans rare, gammeldags chevalereske, snirklede Repliker druknede undertiden i alt overstrømmende Ordbølger.

Stemningen hos Publikum var meget animeret, Bifaldet hyppigt og Fremkaldelserne mange.

«Rosmersholm» havde dog igaar paa det nærmeste formaaet at fylde Theatret med et Publikum, hvoraf en væsentlig Del øiensynlig var kommet «ei blot til Lyst» og saaledes havde bragt en Forudsætning med sig for ikke at kunne bli skuffet og derved ærgerlig tilsinds. Der var Alvor over Publikums Fysiognomi, spændt Alvor. Bifaldstrangen regulerede sig selv og fik aldrig noget naivt og forstyrrende Udslag under Spillet. Men hver Gang Tæppet faldt, rungede Bifaldet gjennem Salonen, først og fremst i Beundring for den stærke Aand, der nu atter har sendt os en Hilsen hjem fra Verden, men samtidig baaret af Tak til vor Scenes Kræfter, der overbragte os Digterens Hilsen.

Spillet gik, som ventelig, igaar betydelig sikrere og rundere. Fru Heiberg der spillede under Trykket af en Indisposition, som i og for sig havde været nok til at bevirke Forestillingen indstillet, hvis ikke hendes Energi havde kommanderet hende paa Scenen naaede igaar som Rebekka til en endnu mere indtrængende, endnu høiere Virkning. Denne mærkværdige Kvindefigur, der ifølge Stykkets egen Karakter henimod Slutningen mere og mere, saa at sige, aflægger Kjødet og iklæder sig Forfatterens mystisk dybe Symbolik, har det dog lykkes Fru Heibergs personlighedsstærke Begavelse at gjøre til et helt Menneske, helt igjennem. Og dette er for denne svære Rolles Vedkommende ikke Skuespillerindens mindste Fortjeneste.

Hr. Halvorsen har visselig lagt meget Arbeide paa sin store Rolle, og meget af det har baaret Frugt. Det noble, næsten kvindeligt stemningsfine hos Rosmer naar i hans Fremstilling frem til Troværdighed. Ogsaa paa Figurens Karakteristik den kræver meget, baade Slægtskabskarakteristik og Standskarakteristik har Hr. Halvorsen kjendelig lagt megen om ikke tilbørlig Vægt. Naar hans Figur imidlertid alt i alt ikke virker saa fyldig, som vi egentlig tænker os Rosmer, saa kan det være derfor, at Skuespillerens Alders- og Udviklingsaar her ikke falder ganske sammen med Rollens Krav. Et er dog vist, Hr. Halvorsen er som Karakterskuespiller inde paa den rette Vei, og forhaabentlig vil han naa langt, om han holder frem som han stevner.

Hr. Garmanns Ulrik Brendel var igaar betydelig mere virkningsfuld. I og for sig er den fra Hr. Garmanns Haand ikke helt flunkende ny, da den nu og da har lidt af hans Giboyer saavelsom hans gamle Kampe. Men som den nu staar i Stykket, baaret af Hr. Garmanns kraftige Talent, er den som sagt af god Virkning.

Hr. Johannesen har aldrig gjort noget helt mislykket, har han blot faaet en nogenlunde bemærkningsværdig Opgave, saa skal nok hans frodige og omfangsrige Begavelse borge for, at man ikke kommer til at staa som den helt skuffede ligeoverfor hans Ydelse. Der er saaledes gode Ting hos hans Kroll, i Replikbehandling som i Karakteristik, men som Helhed har denne Rolle ikke nogen høi Plads i Hr. Johannesens rige og værdifulde Galleri. Hans Kroll er som Fanatiker ikke helt ægte, og som et Pragtexemplar af Embedsværket langtfra tilstrækkelig fin.

Som Redaktør Mortensgaard gjør Hr. Thomassen megen og velfortjent Lykke. Men denne maa ikke forlede ham til at slippe det lykkelige Tag, som han engang har faaet i Figuren. Det var saaledes ikke frit for igaar, at Dialekten af og til viskedes ud af Redaktørens Mundlær, og det er Synd for den Dialekt.

Fremkaldelser er en god og herlig Ting; men jeg har dog lidt vanskelig for at forsone mig med Slutningsfremkaldelsen, der henter Rosmer og Rebekka op af Møllefossen ind paa Scenen til Tørring.

Er det Publikums Tristhedsstemning, der gjerne vil ha Syn for Sagen, at det ikke er saa galt fat endda? Og er det Skuespillernes Menneskekjærlighed, der ikke kan lade Publikum sukke forgjæves? Det ene med det andet, kanske.