«t.»

Den Digter, hvis Billede vi her giver, er født den 20de Marts 1828, han er altsaa nu 40 Aar gammel. Hans Forældre var Kjøbmand Knud Ibsen og Frøken Maria Altenburg, hans Fødestavn er Skien. Efter i nogen Tid uden synderlig Lyst at have været Farmaceut tog han med Iver Bogen fat, rejste ind til Kristiania, studerede en kort Tid til Artium og blev i 1850 privat dimitteret, Student i en Alder af 22 Aar. Her levede han derpaa under meget smaa Kaar et Aars Tid, optaget væsentlig af boglige Studier og Digtning — sin Lyst til Medicinen, som fra først af var det, der havde bragt ham til at forlade Apotheket, synes han snart at have opgivet — han læste og skrev, var med at redigere et Ugeblad («Andhrimner,» som han udgav sammen med P. Botten Hansen og O. A. Vinje), og forfattede endelig et Par Theaterstykker, hvoraf det ene slog saa godt an, at det fæstede Offentlighedens Opmærksomhed til hans Navn, da det af Ole Bull i Bergen oprettede nye norske Theater i 1851 skulde have en artistisk Direktør. Ibsen blev udseet til denne Post; han rejste derfor samme Høst (1851) til Bergen og foretog Aaret efter med Understøttelse fra Theatret en Rejse til Berlin, Dresden og flere tyske Byer. Den 2den Januar, det bergenske Theaters Stiftelsesdag, blev almindelig hvert Aar erindret ved en Fest, og i flere Aar indrettede Ibsen det saaledes, at han denne Dag kunde forelægge sit Publikum et nyt Stykke, forfattet af ham. Stykkerne gjorde tildels Lykke og fortjente den ogsaa tildels, men blev ikke trykte eller opførte udenfor Byen, kort, hele Ibsens Virksomhed i denne Tid var stille og i det Skjulte. I 1856 skrev han «Gildet paa Solhaug,» der vakte mere Opsigt, blev ogsaa antaget ved Kristiania Theater og ogsaa her ved Opførelsen modtaget meget velvilligt. Man kom saaledes atter til at mindes hans Navn og Virksomhed, og da det norske Theater i Kristiania i 1857 skulde have en ny og norsk Direktør, overtog Ibsen denne lidet taknemmelige Post, og styrede dette Theater gjennem mange Klipper og Skjær, indtil det, som bekjendt, gik ind i 1862, og kort efter en Sammensmeltning mellem begge Kristiania Theatre foregik. Henrik Ibsen var nu i nogen Tid uden egentlig Ansættelse, hans Livsudsigter syntes ham selv mørke, og han havde stiftet Familie. (I 1858 blev han gift med Susanne Daae Thoresen). En kort Tid var han vel et Slags artistisk Konsulent ved det sammensluttede Kristiania Theater, en Sommer havde han Stipendium til at samle nationale Viser og Eventyr (i det Søndmørske og paa Romsdalskanten); men i det Store taget forekom saavel ham som hans Venner hans hele borgerlige og literære Stilling i denne Tid, saa kjempende og usikker og sørgelig, at det endog — fortælles der — blandt hans Venner for Alvor skal have været Tale om at skaffe ham en Undertoldbetjentpost eller Lignende. Ibsen kom imidlertid ikke til at gjenopleve i vort Land Robert Burns’ Skjæbne, og det blev ikke i den norske Toldetats Protokoller, at Ibsen skulde indskrive sit Navn for Efterverdenen. Det faldt vel heller ikke under disse Gjenvordigheder, Digteren et Øjeblik ind, at der var mere end en Maade, hvorpaa et Liv som hans, engang saaledes begyndt og saaledes fortsat, — kunde afsluttes; og gjennem den Modgang og Tvivl og Uvisheden, som vistnok de mørke Dage — for ham som for enhver Anden — i rig Mængde har bragt med sig, opnaaede hans Digtergenius alene at udfolde sine Vinger, hans Aand at bryde sig nyere og større Baner og hans digteriske Evner, Kraft og Tro paa sig selv og Fremtiden at blive klarere og stærkere. — Netop som Ibsen begyndte at tabe Modet, mest nedtrykket af sine mislige Forhold og efter Udarbejdelsen af og Skuffelser med Hensyn til et Par af de Verker, til hvis Offentliggjørelse han selv havde knyttet de største Forhaabninger, (fornemmelig «Kjærlighedens Komedie») — kom netop ogsaa det heldige Omslag i hans Skjæbne. Han modtog et offentligt Stipendium, der, skjønt ikke meget stort, dog satte ham istand til at forlade de trykkende Kristianiaforhold; han besluttede — hvad han længe havde længtet efter — at drage ud i Verden, mætte sin Fantasi og styrke sin Viden ved nye Indtryk, nye Mennesker, et nyt Liv. Han drog langsomt over Danmark og Tyskland til Italien og slog sig endelig ned i Rom, den stille Verdensstad, der saa ofte før har været Maalet for mangen træt og uroligt kjæmpende Aands Higen og altid synes at have skaffet Enhver, hvad han søgte og savnede. Her vandt Ibsen igjen Fred og Ro til at arbejde. Vel var hans ydre Forhold endnu tarvelige, han levede i den første Tid meget kummerligt i det nye Hjem, som han skulde faa saa kjær; men «han havde brudt Lænkerne,» som han selv kaldte det, kastet alle hjemlige Baand af, han indsugede med fulde Lunger de store Minders og Klassicitetens Luft, han levede i Skjønhedens, Fredens, de evige Erindringers Land. Han fandt netop, hvad han trængte til, der — selv uroligt higende og gjærende — kom fra et i alle mulige Begyndelser og Tilsprang til en ny Tingenes Orden kjæmpende Nybyggerland. Delt mellem rolig Læsning og frugtbare Studier, i utvungent Samliv med begavede Kunstnere fra Hjemmet og Nabolandene, omgivet af et kjærligt Familjeliv, endelig under den klareste, blaa, lykkelige Himmel, det straalende Sydens rige Sol — følte Ibsen alle sine Kræfter ligesom at fornyes. Den første Nysgjerrighed, hvormed Nordboen altid møder det Nye og Ukjendte, i dette fjerne Land, forandredes efterhaanden til Glæde, til Kjærlighed. Ibsen gjorde sig i Modsætning til sine øvrige Kunstnerbrødre paa en Maade til fast Borger i Rom, og der var en Tid, han i Bitterhed mod sit Fædreland erklærede, han aldrig vilde se dette igjen. — Tilbringende den største Del af Aaret i selve Rom og den hedeste Sommertid, snart i en, snart en anden af de smaa, smukke Landsbyer mellem Bjergene udenfor Byen eller ved Neapels Kyst, delte han sin Dag omhyggeligt og strængt mellem Arbejde hjemme og Omgang med Venner. Størsteparten af Dagen fra om Morgenen til langt ud paa Eftermiddagen holdt han sig i Regelen nøjagtigt ved sit Arbejdsbord; naar han saa havde læst eller skrevet sig træt, søgte han Landsmænd, foretog Spadserture osv. Sjelden talte han da, uden ganske lejlighedsvis om, hvad han arbejdede paa. I Lighed med flere af de største Digtere, yndede han ikke at gjøre Andre delagtige i sine halvfærdige Planer. Han mente, det kunde forstyrre ham. Derfor har der til forskjellige Tider været i Gang de mest modstridende Rygter om, hvilket Arbejde han for Øjeblikket var beskjæftiget med. — Først i denne Sommer drog Ibsen fra Rom, over Tyrol til Tyskland, først til München; for Tiden er han i Dresden og er altsaa — maa man antage — atter paa Vejen hjemover. Formodentlig har han følt — hvad vistnok har sin Rigtighed — at man ikke som Digter ret lang Tid kan være borte fra sit Fædreland, og at man ellers let i Længden kan blive fremmed for dets Udvikling. Maaske har denne Fare i det Sidste stillet sig saa meget tydeligere for Ibsens Blik, som han i sine seneste Arbejder væsentlig har beskjæftiget sig med netop norske Tidsspørsmaal. Dette være som det vil; naar Ibsen kommer tilbage, vil det for alle være synligt, at han kommer igjen helt anderledes, end han drog ud, og det vil sandsynligvis af Alle erkjendes, at hans vigtigste Adkomst til Berømmelse er just den Del af hans Digtning, som han har sendt til os fra sin Udlændighed.

Som Anerkjendelse og Svar paa det af Ibsens Digterverker, der vel maa kaldes hans Hovedverk, «Brand», hvori han med den største Hensynsløshed, men med det varmeste, kraftigste Fædrelandssind har angrebet nogle af Tidens og Folkets formentlige Brøst, voterede forrige Storthing ham, i Lighed med, hvad der før var bleven Digteren B. Bjørnson til Del, en Digtergage af 400 Spd.; denne Anerkjendelse vil sikkerlig gjøre Sit til atter at forsone ham med sit Fædreland, hvilket han ved sin Afrejse brød Staven over; det vil bidrage til at formilde det noget Pirrelige i hans Stemning ligeoverfor hans Landsmænd, som har fundet sit Udtryk ved adskillige Lejligheder, hvoriblandt følgende Ord i hans Indledning til anden Udgave af «Kjærlighedens Komedie» (Rom, Januar 1867): «Jeg begik den Fejl, at udgive denne Bog i Norge. Baade Tid og Sted var uheldigt valgt. Digtet vakte en Storm af Uvilje, voldsommere, end de fleste Bøger skal kunne rose sig af i et Samfund, hvis overvejende Flerhed ellers betragter literære Anliggender som sig saa temmelig uvedkommende. Modtagelsen overraskede mig for Øvrigt ikke» osv.

Vil man med faa Ord karakterisere Henrik Ibsens Digtervirksomhed lige fra den første Tid, han famlende og usikkert tildels gjennem Efterligninger begyndte at bryde sin Vej inden vor nynorske Literatur, da vil man finde et Slags Vejledning dertil ved blot at undersøge Ideen i hans Hovedverker. Han begyndte sin Virksomhed med «Catilina», (Drama i 3 Akter af Brynjolf Bjarme), som udkom i Kristiania i 1850, altsaa samme Aar, som Ibsen blev Student. Stykket blev modtaget med adskillig Anerkjendelse, skjønt det i alle Henseender viser en ungdommelig Forfatter. Der var intet i Stil eller Fremstilling, der røbede noget Nyt eller Ualmindeligt; men i selve Valget af Stoffet ligger der et Fingerpeg, noget i høj Grad Betegnende for Ibsen. Hans første Verk er Catilina! Skildringen af en af sin — og alle — Tiders forunderligste, mest lidenskabelige, dæmoniske Personer, Revolutionens Heros, en Kamp om og mod Alt, hvad der til enhver Tid historisk har betegnet Magt, Ære, Storhed, Berømmelse paa den ene Side, paa den anden Side Foragt, Overmættelse, Fordærvelse, Fortvivlelse — begge Sider lige stærkt fremtrædende og Alt ubændigt gjærende i Hovedmandens, Catilinas, voldsomme Stormangreb paa alt Bestaaende, Ondt og Godt ligemeget. Der maa i dette Slags Karakterer være noget næsten Beslægtet, ialfald i høj Grad Tiltrækkende, for Ibsens Digtersjæl. Thi han vender oftere tilbage til denne Figur. Han har snart en, snart en anden Side af Karakteren til Hovedgjenstand for sin Behandling; men noget af dette Himmelstormende, lidenskabeligt Udfordrende, Trodsende, som sætter Alt paa et Kort og foragter det Almindelige, Fornuftige som noget paa Forhaand Mistænkeligt, om ikke aabenbart Fejgt, Forrædersk og Forkasteligt, gaar gjennem de fleste af hans Verker. Det er, ligesom han stadig gjennem Rækken af de foregaaende Studier har sanket Forarbejder til ethvert følgende (og stærkere) Billede af dette Ideal — ialfald faar man en Tanke derom, eftersom man gjennemløber hans Forfatterejendommeligheds Udvikling gjennem en Række Arbejder.

Hans næste Verker var ligeledes dramatiske. Han skrev «Kjæmpehøjen», som allerede før i en anden Skikkelse var bleven opført (1850) paa Kristiania Theater; men som nu, tildels omarbejdet, optoges paa Bergens nye Scene (1854) og udkom i Bergenske Blades Føljeton. Kritiken karakteriserede dette Stykke som «et Tilløb til noget Større» med «ganske velklingende Vers» og et «vist lyrisk Sving,» — «Forf. havde ikke faa Ideer, da han skrev «Kjæmpehøjen»; men da det kom til den egentlige Udførelse, har det enten manglet Taalmodighed eller Evner». . . Stykket er senere ikke optaget og var for Ibsen alene et Forarbejde, en Studie. Det Samme kan siges om hans følgende (ikke trykte) dramatiske Arbejder: «Sankthansnatten», Eventyrkomedie i 3 Akter, opført første Gang paa Bergens Theater 2den Januar 1853, ogsaa dette er nu glemt.

I 1856 opførtes, som før nævnt, «Gildet paa Solhaug», i teknisk Henseende et betydeligt Fremskridt, forresten en blot og bar Efterligning af H. Hertz’s «Svend Dyrings Hus», hvis virkelige Klang af Kjæmpeviser det ingensteds naar, — uden Originalitet og med adskillig Flaut i Stilen og Svaghed i Handling. Det Samme kan i endnu højere Grad siges om det følgende «romanske» Skuespil i 3 Akter «Olaf Liljekrans», som opførtes i 1857; men som — vistnok med Rette — aldrig er bleven trykt. Ogsaa dette var en temmelig tynd Efterdigtning, som af hine (bedre) Mønstere kun havde beholdt tilbage en vis poetisk Duft samt en udtværet klingende Ordbram.

Hele denne første Række af Ibsens Verker har for Øjeblikket ingen anden Betydning, end at de er et godt Bevis for, hvor længe og uroligt famlende Forfatteren strejfede omkring i de mest forskjellige Retninger, snart i en, snart i en anden af den ældre Literaturperiodes Afdelinger, overalt draget af noget Beslægtet, men aldrig findende sig selv. «Catilina» er skreven aldeles i de ældre danske Digteres Maner, det minder om Oehlenschläger eller Ingemann eller Hauchs første Dramaer; «Kjæmpehøjen» og de følgende Verker er nærmere en Efterklang af den nyere danske Poesi med Heiberg og Hertz i Spidsen.

I 1857 udgav Ibsen «Fru Inger til Østeraad»; dette er et stærkere Arbejde; det danner Overgang til en kraftigere og mandigere Retning i Ibsens Digtervirksomhed. Stykkets Grund er historisk og national; dets Indhold er Fremstillingen af en af vor Middelalders mærkeligste og sørgeligste Tidsafdelinger, Skildringen af en af Norges sidste aristokratiske Slægters afmægtige Kamp med Danmark og en ny Tid. Det er «Fru Inger» stillet ligeoverfor den danske Høvding «Nils Lykke,» der selv i sit Navn bærer Kampens Udfald. Stykkets Handling, tildels laant af Historien, er sindrigt opfundet, og paa den mørke historiske Baggrund tegner de vexlende Grupper af forskjelligartede Karakterer sig klart og godt. — En videre Udvikling af de i dette Arbejde virkende nye Kræfter er «Hærmændene paa Helgeland» (1858). Stykket er, saavel hvad Stil som Indhold angaar, taget fra Sagaen, eller om man vil, Eddaen. Begge Dele er vel slavisk efterdigtede. Handlingen er imidlertid djærv, rask og i høj Grad beregnet paa Scenevirkning. Hvad man væsentlig kan have at udsætte paa Stilen er, hvad rigtignok i hin Periode kunde fremføres som Hovedanke mod hele Ibsens Digtning, at hans Poesis Magt og Kraft og Nyhed mere skal i den ydre Digtform og i Særegenheder ved denne end i den indre Tanke, at der var for meget af store braskende Ord og klingende Kraftudtryk og forliden sand Lidenskab under Ordene; hvad man fik, syntes ofte mere beregnet for Øret end for Fantasi og Følelse. Det var Klang af Øxehug i Stilen; men rigtignok ofte mere Klang end Hug; man kom snarere til at tænke paa Øxhammeren end paa Øxeggen. Dramatisk er — som sagt — Stykket i ualmindelig høj Grad. Expositionsscenen er f. Ex. fortrinlig: En mørk Vinterdag, to Flokke Vikinger i Kamp, Nøstene, Skibene i Baggrunden; en kraftig og rask Indledning, der strax slaar den rette Akkord an. Man er dermed paa en Gang midt inde i Handlingen. Vil man med faa Ord give en Dom om dette Stykkes Værd, maa man sige: Det er godt gjort, det vil sige: det er godt sammensat, godt laget; men deri er ogsaa antydet dets Svaghed; det er udarbejdet, ikke digtet; ikke en frisk, fri, organisk Udvikling af den i Handlingen og Karaktererne selv liggende Tragedie. Man ser mere Digterens Vilje end Digtets Maal.

Tredie og sidste Led i denne Række af historiske Dramaer er «Kongsemnerne», som udkom i 1864. Dette Stykke kan paa en Maade siges at være skyldig i den modsatte Fejl af «Hærmændene». Her bevæger Alt sig for synligt om en indre Hængsel, eller rettere: Her er en psychologisk, man kan næsten sige, filosofisk Tanke, som saa paatageligt gaar igjennem det hele Stykke og træder saa bestemt uafhængigt, man kan gjerne sige personligt frem i den hele Handling, at alle de historiske Karakterer halvt udviskes ved Siden deraf. Det er «Kongstanken», det gjælder, som alle Mennesker i Stykket søger, taler om, strider om, stjæler fra hinanden osv., som er saa evindelig fremme, at man tilsidst ikke rigtig ved, om ikke denne Magt, som Alle paaberaaber sig, er af Kjød og Blod og i næste Scene vil træde frem fra Baggrunden for selv at afgjøre Kongestriden. Med andre Ord: Kongstanken, Ideen i Stykket, som i sig selv er baade sand og rigtig tænkt, det mangler ikke — hviler ikke i Stykkets Plan som et skjult Motiv, paatrænger sig heller ikke ved dets Afslutning som en Dom; men er bleven en Reflektion, som først har overvældet Digteren og derpaa ender med at overvælde hans Helte. Stykket er spekulativt, derfor virker det saa Lidet; aandrigt om man vil, men upoetisk. Personerne er ikke Mennesker, de forandrer sig for Tilskuernes Blik til Ideer — vi staar ved Overgangen til et senere Udviklingstrin i Henrik Ibsens Digterliv.

Som man ser, manglede det ikke Ibsen paa Frugtbarhed under denne Periode af hans Digtervirksomhed. Næsten aarlig kom der en Tid nye, betydelige dramatiske Arbejder fra hans Haand. Hvad der manglede, var heller ikke Talent; thi det bærer saagodtsom alle disse Arbejder Vidnesbyrd om, og Samlingen af dem alle ialfald i sin Mangfoldighed betegner dette maaske mere end noget enkelt for sig. Men hvad der skortede, er meget paatageligt; en udpræget Digterejendommelighed, uden hvilken ingen Forfatter bliver noget Stort og virkeligt Betydende for sig selv. Gjentagende Gange havde Ibsen allerede skiftet Standpunkt, System som Stil; gaat fra Efterligning til Efterligning; man maatte uvilkaarlig spørge: I hvilken ny Skikkelse vil han nu næste Gang træde frem? Saadant er ikke heldigt for en Forfatter. Den ydre Form, Digtarten osv. kan en Forf. nok skifte saa meget, han vil, det viser ofte blot Rigdom; men inderst inde bør der være Noget, hvoraf alle hans Verker gjenstraaler, som danner Ejendomsmerket for hele Flokken; ellers udsætter Vedkommende sig saa let for at forsvinde i sin egen Mangeartethed, Digternavnet sammen med Digterpersonligheden. En udpræget Personlighed har overalt kun den, der ejer en udpræget Originalitet; thi hin er dennes Kilde. Hver Gang syntes Ibsen ligesom at have savnet dette, han havde vistnok samlet sig i den Anledning til en Kraftanstrængelse; men det blev med Anstrængelsen. Tiden var ikke kommen, at et afgjørende Vendepunkt i hans Udvikling var naaet. Om Ibsen vil blive staaende ved det sidst Vundne eller atter søge noget Nyt, vil Tiden vise. Det Sidste er ikke ganske usandsynligt.

Allerede i flere Aar, medens Ibsen endnu fortsatte Udgivelsen af sine historiske Dramaer, bar han paa et satirisk Nutids—Digt i dramatisk Form, paa hvilket han arbejdede i Stilhed. Dette udkom under Titelen «Kjærlighedens Komedie» i Vinteren 1862. Ibsen selv knyttede store Forhaabninger til Verket, men de skuffedes saagodtsom aldeles. Tvertimod mødte Digtet nærmest, hvad Forfatteren selv kalder det, «en Storm af Uvilje». Man saa nok, at Digteren havde for Øje noget Galt, som han vilde rette, og at dette gjaldt Kjærligheden, Ægteskabet; men man forstod ikke, hvorledes han opfattede dette, og navnlig ikke, hvorledes Hjælpen efter hans Mening skulde være beskaffen. Mange forekom det, at hans Kur var værre end Ondet, og Flere paastod, at han med Ukruddet ialfald holdt paa at ville ødelægge selve Ageren. Heri er der visselig megen og borneret Overdrivelse; men det kan ikke negtes, at der er Noget i disse Anker, som forekommer berettiget. Det Bedste, man kan sige om Bogen, er, at den er uklar. Den er naturligvis altfor alvorlig til at kunne opfattes som en blot satirisk Spøg.

Man kan beundre Digtets vittige, fyndige Form, de træffende, satiriske Braadder, de legende, lette Vers, — undertiden er de endog altfor legende — men Digtets Hensigt, Berettigelse, Gavn? Det synes ikke at prædike Mere end en eneste Ting — Fortvivlelse! «Kjærlighed er Himlens største Gave, men her paa Jorden er den ikke. Lad os saa le af alle dens Surrogater!» . . . Forfatteren siger i sin Indledning til anden Udgave af dette Digt Følgende, (som heller Intet oplyser): «Den sunde Realisme», som vi Nordmænd, ialfald for Realismens om end ikke for Sundhedens Vedkommende, med Føje tillægger os, bringer os ganske naturligt til i det Bestaaende at se det Berettigede, i Opgavens Løsning at se dens Ide. Denne Betragtningsmaade skaber et inderligt Velbefindende, men just ikke saa megen Klarhed. Da jeg nu i min Komedie efter bedste Evne svang Pisken over Kjærlighederne og Ægteskaberne, var det i sin Orden, at Mange skreg paa Kjærlighedens og Ægteskabets Vegne. Den Tankens Tugt og Omhu, som kræves for at begribe Vildfarelsen, har Flertallet indenfor vor bogdømmende og læsende Almenhed kun ufuldstændigt gjennemgaat. Det er imidlertid ikke min Sag at give noget Kursus.» — Det behøvedes heller ikke, hvis Bogen selv gjorde det.

Med «Brand» indtraadte det store Vendepunkt saavel i Digterens ydre Forhold som i hans poetiske Virksomhed. Denne mærkelige Bog løftede paa en Gang Forfatteren op til en Digter af første Rang. Ikke fordi Retningen i Verket egentlig var uventet ny; som før paavist, havde den saavel i «Kjærlighedens Komedie» som i «Kongsemnerne» været forberedt. Men i dette Stykke var det, at Ibsen første Gang kan siges at have fundet sig selv. Her har han først brudt nye Baner. Hele Verkets Poesi er fuldstændig original; den er det med hele sin lidenskabelige Indignation, sin mandigt udprægede Hensynsløshed, sin Dybde, Inderlighed, Dunkelhed, Sværmeri i den Grad, at dette uvilkaarlig herefter vil være den Idee, man forbinder med denne Forfatters Navn, vil danne det Karakteristiske for denne Digterpersonlighed. At give nogen udtømmende Dom over selve Digtningen er her ikke Plads til. Dens Fortjenester kan Ingen være blind for. «Brand» var det første Arbejde, som Ibsen efter flere Aars Taushed sendte hjem fra Rom. Det gjorde strax overordentlig Opsigt og blev, skjønt meget omstridt og vistnok ikke uden Fejl, strax stemplet som et Hovedverk i vor Literatur.

Det er med nogen Ret sagt, at «Brand» i sin Tankegang minder om Kierkegaards «Enten — Eller.» Det har den samme skarpe Skjelning, kræver det samme afgjørende Valg mellem Livsanskuelser, og lægger den samme umaadelige Vegt paa det Personlige i enhver Sag. Dette er «Tidens Krav». Digtet indeholder paa en Gang Noget af Søren Kierkegaards første og hans sidste Verk, «Enten — Eller» og «Øjeblikkene». Her er paa den ene Side Idealet og intet Andet end Idealet; men samtidig er her alle Overdrivelser, sat i System, her er Galskab og Methode i Galskaben.

Der er meget Symbolsk i Digtet, som er koldt, og meget uklart og reflektionssygt; der er megen Unødighed i Polemiken og uskjønne Vers imellem; men Digtet er alligevel som et forfriskende Væld af nye og store Tanker. Det erobrer, det river med sig, der er en Fart og Bevægelse i disse lidenskabelige, korte Verslinjer, som er uimodstaaelig. Og saa er der enkelte Partier af Bogen, der ligesom samler Lyset i et Brændpunkt, det er smaa Mesterverker for sig selv. Saaledes fremfor Alt fjerde Akt, og da fornemmelig en Person, Agnes, og Alt, der ordner sig om denne højpoetiske Figur. Her er Scener, som i sit Slags vel er uden Lige i vor Literatur, og som kun kan nævnes sammen med det Bedste hos de første Europas Digtere. Saaledes Scenen, da Agnes gjennem Ruden stirrer ud til det døde Barns Grav paa Kirkegaarden, da hun flytter Lyset hen til Vinduet for at dets Skjær skal falde ned paa Sneen over det døde Barns Hvilested. Hvilken anden Digter — uden Goethe — har fremstillet noget saa fint, saa klart, saa ejendommelig kvindeligt og saa uendelig sandt? . . . Det er ikke det, som gjør en Bog til den bedste, at den har de færreste Fejl, men at den har de største Skjønheder.

Henrik Ibsens sidste Arbejde er «Per Gynt», som udkom i 1867. Ogsaa dette er et Nutidsbillede, men i en endnu langt mere fantastisk og (om man vil) idealiserende Skikkelse. Ogsaa her har Forf. taget Sigte paa en af vor Tids store Brøst — om det er en særegen norsk Fejl, skal vi lade staa derhen. Digterens Plan er her som i «Brand» meget konsekvent gjennemført; kun vil Afslutningen ikke ret slaa til. Ogsaa dette Digt indeholder (ved Siden af Smagløsheder) Scener af overordentlig Skjønhed. Indledningsscenen med Moderen er i sit Slags ypperlig, og Scenerne med Solveig meget betegnende. Præstens Tale ved Graven, og den diabolske Scene «under Land mellem Skjær og Brændinger», da Skibet gaar under, og Per Gynt alene kjæmper (med Passageren) paa det oprørte Hav, samt Scenen tilslut med «Knappestøberen», indeholder alle meget Godt. — En Ting maa dog tilføjes: Det er neppe ønskeligt, at Ibsen længe skal fortsætte med dette Slags sønderrevne, forstemmende, tildels tendentiøse Digte. Poesien vil Skjønhed, og Skjønheden er Harmoni. Den sande Poesi har intet andet Maal end det, at varme, mætte, glæde. Den ynder ikke Bihensyn og forbigaar Døgnstræv.

Af lyriske Digte har Ibsen skrevet en hel Del. De er spredte om i Blade og Lejlighedsskrifter, og ogsaa blandt dem er det navnlig de sidste, som er de bedste. Et længere episk Digt, «Terje Vigen», som udkom i en Nytaarsgave noget før «Kjærlighedens Komedie», og skildrer en Episode fra Krigens Aar 1807, paa Norges Vestkyst, er af megen Virkning. Det røber, som næsten Alt, Ibsen har skrevet, et sjeldent Sprogherredømme, og er gjennemtrængt af en varm, fædrelandsk Stemning. Efter Alt kan man slutte, der ligger en virkelig Tildragelse til Grund for Digtet.