Henrik Ibsen.
20. Mars 1828 – 23. Mai 1906.
Henrik Ibsen afgik igaar Eftermiddag Klokken 2 ½ stille og roligt ved Døden.
Der er et Sted i det gamle Testamente, hvor en saa inderlig beder en Reisende, at han maa blive længe iblandt dem. Den samme Bøn, det samme Ønske er steget fra mangfoldige Sjæle, som neppe kunde tænke sig selv uden at Henrik Ibsen var levende i dem, koglende ind i Følelser og Tanker. Hvor har han ikke præget os, den store Mester! – Ja, Mester! det er det Udtryk, som nu den yngre Slægt bruger om ham. Men han var uendelig over enhver Mester. Han har sat Gjær i os, fordi han selv var en gjærende Sjæl. Han har givet os den hellige Uro. Han har jaget os ud over Sæterbøen, men med den Fordring, at vi skulde ride os skjære tilsinds. Om hvorvidt Henrik Ibsen havde klare, positive Maal faar staa derhen. Han havde Smertens Evne og Mands Magt til gjennem al Lidelse at længte efter og haabe paa bedre Tider og Tilstande.
Der er et lidet Digt fra hans første Ungdom, som i Grunden kunde staa som Motto over al hans senere Digtning. Jo ældre han blev, desto sandere blev Ungdomsdigtet.
«Jeg maned den Vaade af Dybet,
han spilte mig bent fra Gud,
men da jeg var bleven hans Mester,
var hun min Broders Brud.
Hei, kjender du Gru og Sange,
kan du kogle den deiliges Sind,
saa i store Kirker og Sale
hun mener at følge dig ind?
I store Kirker og Sale
mig selv jeg spillede ind,
men Nøkkens Gru og Sange
veg aldrig fra mit Sind».
Disse Linjer er karaktergivende for Henrik Ibsen. Der er Gru i hans Digtning. Og han har spillet os ind i store Kirker og Sale. Han har ikke været den ensomme, som han tænkte sig selv. Han har havt sit store Følge – oftest taust, som han selv vilde være den tause, men maaske derfor desto inderligere følende.
Henrik Wergeland levede i og bares af den Frihedsfølelse, som betegnedes med 1814. Bjørnstjerne Bjørnson er i Slægt med den frugtgivende Muldjord i vore Dale og Sletter, med det som gror. Henrik Ibsen har digtet os Savnet, stillet os ind under de Modsigelser, vi ikke kan lyve os fra, og stillet Fordringer til os om at løse dem. Man tager saa inderlig feil af Henrik Ibsen, naar man i ham vil se en Digter, som var tilfreds med at have afsluttet et Digterværk formfuldendt. Det er saa betegnende for ham, at han aldrig læste, hvad han tidligere havde skrevet, om igjen. Det, han engang havde skrevet, var ham tilbagelagt. Men han vidste, at det læstes, at det gjennem Læsningen gik ind i de mangfoldiges Sind, og han vidste videre, at blandt de mangfoldig læsende var der mange, som indarbeidede, hvad han havde digtet i sit Sjæleliv, gjorde det til sin egen Sjæls Eiendom. Men det var Henrik Ibsens Glæde at følge sit Digterværk i Tankerne paa dets Svæven fra Sjæl til Sjæl. Deri havde den tause og indesluttede sit Samliv med Udenverdenen. Og han levede i sin Digtning i den fine Forstaaelse, at det Digterværk, han gav ud, kun var en Begyndelse, forstaaende Læsere tilegnede sig det og digtede det dermed videre. Og først naar hans Digtning var tilegnet af de mange ukjendte, først da var – efter Henrik Ibsens Opfatning – hans Digtning fulddigtet.
Hans Digtning var ham ikke bare en Kunst. Den var en Mission. Og alt sammenfattet var Missionen ham langt mere end Kunsten.
Faa har gjort vort Lands Navn kjendt ude i den store Verden som Henrik Ibsen. Han er jo blevet noget af en Grundlægger for en moderne, dramatisk Kunst. Det er ærerigt for Norge og meget fortjenstfuldt af den store Mand. Men hvor store hans Fortjenester end maatte være, hvor meget de kan have gavnet og hjulpet os, det er og det blir dog lidet imod hvad han har tænkt, ildnet og bygget op inden den Slægt, som nu bor i Norge. Henrik Ibsen er blevet en af de aandelige Fædre iblandt os. Der var altid noget saa hjemlængtende i hans Revselser og i hans Spot. Hvad han higede mod var, at Norge fra kun at være et Rige skulde blive et Folk. Og i det høie Gjøremaal nedlagde han selv sit store og geniale Arbeide. Derfor vil ogsaa hans mandige Sjæl følge os i vort Arbeide videre fremover. Legemlig er han død, men han lever endnu i tusener Sjæle.
Det er med eiendommeligt Vemod, vi Nordmænd hører om vor geniale Landsmands Død. Som Menneske var han jo allerede paa en Maade død for os; han havde allerede for flere Aar siden sluttet med at sende ud iblandt os nye Værker, af disse som altid tændte ny Kamp og ivrigt Ordskifte. Men hans Tanker og Arbeide levede endnu med Styrke i vort Aandsliv; nye Opførelser, nye Oplag bragte dem stadig paa nyt frem, og i samlet Flok havde hans Værker erobret ogsaa de unge Slægter. De Dramaer, som er hans Aands Monumenter, lever med os idag og skal leve til fjernere Tider; de skal endnu længe sætte sit Præg paa det fremvoksende Norge, og de skal blive staaende som klassiske Værker i vor Literatur.
Men ikke bare Norge sørger over den store Digter. I dette Øieblik har allerede Telegrafen baaret Bud ud over hele Jorden om den «gamle Mesters» Død, og i alle Verdensdele bliver der lagt Mærke til den norske Digters Bortgang. Ti hans Navn og hans Digtning var kjendt blandt alle dannede Mennesker; hans strittende Haarkrans om det skarpe Ansigt var et Billede, som alle Avislæsere var fortrolig med; hans Værker var oversat og læst paa alle Kultursprog og enda nogle flere; hans Tanker, hans Spørsmaal, hans Kunstform var blevet drøftet og lidenskabelig diskuteret og havde skabt Partier og Modpartier blandt Aandslivets Bannerførere; et helt Bibliotek af Bøger var skrevet om ham paa Tysk, paa Engelsk, paa Fransk, paa Italiensk, paa Russisk. Ti han var en Aandens Fyrste i vor Tid, – en Høvding, ikke til Arbeidets fredelige Dont, men til Tankens Strid, – et Modsigelsens og Splittelsens Tegn, et blinkende Ildsværd med vidtflyvende Gnister og skjærende Egg.
Det er ikke nu Øieblikket til at forsøge at give en omfattende Karakteristik af Henrik Ibsens Udvikling og literære Personlighed. Men det Spørsmaal, som nu ved hans Død paatrænger sig, og som kræver ialfald en Antydning til Besvarelse, er dette: Hvorledes opnaaede han sin verdenshistoriske Herskerstilling? og hvilken Plads indtog han i Aandslivets Udvikling?
Det lønner sig lidet at søge Svaret i en almindelig Erklæring om, at han var en original Tænker. Det viser sig næsten altid, naar man gransker de store epokegjørende Personligheders Historie, at selve deres Grundtanker allerede har været tænkt af andre før dem, og at deres Originalitet slet ikke bestaar i nyfundne Tanker; men at det, som giver dem den ledende Stilling i Historien, er deres Evne til at give Tanken den slaaende Form, den gjennemtrængende Magt. Og Henrik Ibsen danner ingen Undtagelse fra denne Regel. Alle Grundtankerne i hans Digtning lader sig visselig paavise hos ældre Forfattere, og det maa være muligt at finde, ad hvilke Veie de har naaet frem til ham og har paavirket hans Sjæleliv. Hans uforgjængelige Storhed og Betydning er den, at han med personlig Kraft har tilegnet sig disse Tanker og har støbt dem om i sin egen Form, som tillige var den klareste, fyldigste og enkleste Form, de kunde faa. Naar hans Sjæl havde grebet fat i en Tanke, slap han den ikke, før han havde ført den til Ende med den usvigeligste Logik. Hensynsløst, ofte næsten brutalt skjøv han tilside alle Fordomme, som laa i Veien; aldrig greb han til tomme Udflugter; bent paa gik han, bored sig frem med sin Tankes hvasse Syl-Odd og drog overalt de lige Linjer op. Ganske selvfølgelig valgte han til sin Kunstform Dramaet, som i egentligste Mening er Tankens Digtning. Og hans Drama fik de samme enkle Linjer, den samme rene, store Stil, som hans Tanke havde; Handlingen voksede frem med ubønhørlig Følgestrenghed, og Ordene faldt skarpe og korte som Øksehug. I hvert hans Digt holdt Tanken Dommedag over sig selv, og der gaves ingen Naade, bare ubarmhjertig Retfærdighed; ingen blødhjertet Sentimentalitet kunde lokke til Afslag, her gjaldt intet Kompromis, her stod bare det nøgne Spørsmaal om Liv eller Død. Ved Tankens og Dramaets Konsekvens, ved Ordets Prægnans var det Henrik Ibsen blev vor Tids Digter.
Men fordi Menneskenes Vanegjængeri ræddes for den konsekvente Tanke og viger tilbage for det frygtløse Ord, blev Henrik Ibsen en revolutionær, en Omstyrter. Alle de Tanker, som Samfundet havde sovnet sig ind i, tog han frem i Lyset og satte dem under sin egen Tankes Brændglas. Han var den store Spørger, som prøvede hver en anerkjendt Trossætning med sin Tvils ætsende Syre og uden Nølen skar op alle skjulte Saar. Som Bergmanden brød han sig ned i de mørke Dybder, og hans stærke Hammerslag vækkede med Drøn og Brag de søvntunge Sjæle. Det var Livets endeløse Gaade, han vilde raade, – ikke metafysisk, men psykologisk og etisk. Han spurgte ikke som Filosofen: Hvorfor lever vi? Hvad er Livets Mening? Men han spurgte indtrængende, ja paatrængende: Hvorfor lever du? hvad er dit Livs Mening? Det, han ledte efter, var Lovene for hvert Menneskes Livsførsel, og saa afkrævede han enhver det tunge Skriftemaal, om han nu ogsaa levede efter sine Ord; her kunde ingen Fraser frelse, her kunde ingen Filler dække den ynkelige Halvhed, han ryddede bort al paahængt Flitterstas og krævede koldt og skarpt: Alt eller intet.
I de siste Aartier har der dannet sig en Tradition om Ibsens Tilknappethed, hans Bortvendthed fra den ydre Verden, – en Tradition, som har sin Grund i, at han har holdt sig aldeles udenfor Dagens politiske Strid. Men vor Generation glemmer da, at i 60- og endnu i 70-Aarene optraadte Ibsen uden Tilbageholdenhed og lagde sit Ord med i mange af Tidens brændende Spørsmaal – baade som Taler og som Digter. Hans nylig udgivne Breve viser, hvor stærkt, ja lidenskabelig han levede med i sin Samtids Aandsliv. Og for en ligefrem Betragtning er det jo ogsaa let at se, hvor udadvendt al Ibsens Digtning er; hans Dramaer staar ikke som Verdener for sig selv, men vender sig direkte med sine Spørsmaal til det hele Samfund og til hvert enkelt Menneske. Netop derfor har saa mange af dem reist Striden om sig, og ofte har de faldt som Sprænggranater over Samvittighederne.
Spørsmaalet, det store Spørsmaal, som stadig kommer igjen i Ibsens Skuespil, er det samme som i «Brand»: Giver du helt dig selv? Er du dig selv uden Prutningsmon? Overalt forfølger han Akkordens Aand, overalt hudfletter han Slapheden og Feigheden i vor Samfundsmoral, som ikke taaler den fulde Sandhed over noget Forhold. Paa alle Kanter ser han, hvorledes den sandhedskjærlige, den som helt vil være sig selv, kommer tilkort i vort nuværende Samfund, og gjerne vilde han, at en ny Syndflod skulde rydde hele Jorden og gjøre Rum for det nye Samfund. Det er det fulde Offer, han kræver; ti Ibsen ved, at bare den, som ofrer sig selv, vinder sig selv. Og Personligheden er for ham det vigtigste af alt. Først naar hvert Individ udvikler sig til en helstøbt, fri Person, som staar selvstændig ved Siden af alle de andre, først da blir der Skjønhed over Menneskenes Samfund; ti først den fulde aandelige Frihed avler den uforfærdede Ansvarsfølelse, som maa danne Grundlaget for ethvert Samfund.
Henrik Ibsen var saaledes utvilsomt Individualist, og som Digter blev han derfor fra første Stund uden Nølen Dramatiker og intet andet; ti i Dramaet træder Individet frem saa helt og frit som i ingen anden Digtning, her er det Personligheden og Karakteren, som bestemmer og raader. Men Ibsens Personer er slet ikke samfundsløse, hvad der i Virkeligheden vilde have gjort dem interesseløse for os undtagen som Kuriositeter. Tvertimod fortætter de i sig hver sin Side af Samfundet og blir derved Typer af den høieste Interesse. Ser vi nærmere til, finder vi næsten ikke en eneste Person i hele hans dramatiske Galleri, som ikke afspeiler i sig noget almenmenneskeligt; her er ingen «Originaler», som er de eneste Eksemplarer af sin Art, allesammen har de fuldt op af Forbilleder, allesammen tjener de til at tegne Samfundets Fysionomi. Og selv naar de er i Strid med Samfundsordningen og Samfundsvanerne, vil de dog ikke rive sig løs fra det menneskelige Samfund. Ibsen var ikke Individualist paa den Maade, at han vilde isolere Personerne; Individernes Frigjørelse skulde netop berige og fremme Samarbeidet dem imellem, og de skulde bruge sine Evner ikke til egoistiske, men til samfundsmæssige Formaal – til at bygge Hjem for Menneskene.
Ibsen har rundt om i sine Verker fremstillet for os en hel Række egoistiske Typer. Alle disse Egoister lider paa en eller anden Maade Nederlag i den moralske Strid, de fylder ikke Ibsens Krav til Personligheden. Man blir ikke sig selv ved at ville være sig selv nok, og man udfører ikke da sine Samfundspligter. Ibsen har nok krævet Frihed, men Friheden har sin Pligt, som i en Sum bestaar i Samfundsansvar og Næstekjærlighed. Man har ofte kaldt Ibsen en kold Natur, – vildledet af, at hans Tanke med kold og klar Konsekvens har tømret op hvert hans Drama. Men hans Indhold har ikke været koldt, Tanken har hentet sin Fart og Kraft fra hans varme Hjertelag, og hans ubarmhjertige Logik har bare været rettet mod de ødelæggende, aldrig mod de byggende Magter i Menneskelivet. Dramaets Form og ydre Haardhed har ofte bragt de siste Generationer til at glemme, at Henrik Ibsen inderst inde var et Menneske med endnu rigere Følelser og stærkere Lidenskaber end mange andre. Han var ikke bare den beregnende Teaterdigter; men hans Personer havde levet sit Liv i hans Indre, og han levede atter videre i dem. Livsens Varme var det, som skabte hans Digtning, og Liv og Kjærlighed var Sjælen i hans Forkyndelse. Alene derved kunde han blive den Digter han var, som kunde bringe Hjerterne til at skjælve i inderlig Stemning.
Ved hele sin Tendens har da Henrik Ibsen sin Plads i vor Historie ved Siden af Bjørnstjerne Bjørnson, og det er ikke bare en banal Talemaade, at de to stadig bliver nævnt sammen. De har i Fællesskab fyldt et stort Rum i det 19. Aarhundrede, de har begge to fra 50- og 60-Aarene af og udefter været med at bygge det unge Norge, – det Norge, som i tryg Fortrøstning til egen Kraft og Ret og i ungdomsfriskt Fremtidshaab tog fat paa Tidens høieste Opgaver og kastede sig ind i Europas Aandskampe. Ibsen, Bjørnson, Sars, Vinje, Sverdrup og mange høit begavede Mænd stod i den Ungdomsflok, som gik i Spidsen i Norge, og Ibsen og Bjørnson var vel de, hvis Ord naaede videst om. De to udfylder hverandre i sin Kamp for Fremgang og Samfundsaand. Bjørnson fremstillede helst det Godes seirende Magt, Ibsen viste os Idealets Overlegenhed trods dets ydre Nederlag; Bjørnson tog mere direkte Sigte paa Samfundets Forhold og Krav og forkyndte først og fremst Næstekjærlighedens Nødvendighed for det hele Samfund, Ibsen saa mere paa Kravets Betydning for Personlighedens etiske Udvikling, om end ogsaa han var fuldt klar over, at Frihedens og Sandhedens Aand i dybeste Mening er Samfundets Støtter.
Trods al foragtfuld Haan og tilsyneladende Negativitet har derfor Henrik Ibsen været en vældig byggende Kraft i vort unge Samfund. Han har været som et Tordenveir, som har renset Luften. Han har løftet op til friere Høider vort Folks Krav til sig selv og til sine Personligheder, og baade nationalt og individuelt har han udvidet vor Sjæl.
Han havde den Lykke at faa se sit Livsværk fuldendt, han havde opnaaet at skrive sin Digtnings Epilog, og mæt af Dage kunde han nu med roligt Sind gaa Døden imøde. I femti Aar har hans Tale lydt mægtig og manende til vort Folk, og om Folket end ofte har vendt sig fra ham og gjort Oprør mod hans Ord, saa har det dog ikke kunnet undgaa at bøie sig for hans Aands Herredømme. Et i mange Henseende ved hans egen Indflydelse lutret og udviklet Folk er det, som nu sender sin sorgfyldte Tak efter hans Sjæl, og sent skal hans Gjerning og Navn blive glemt af norske Mænd og Kvinder.