Anonym skribent i Aftenposten

Herhjemme.

Det falder næsten vanskeligt at vænne sig til Tanken om, at han er gaaet bort – at han slumret ind for aldrig at vaagne mere.

Vel var det saa, at hans aandelige Virke allerede for flere Aar siden var afsluttet. Men han levede jo endnu, og alles ærbødige Hengivenhed, alles varmt interesserede Tanker fulgte den gamle Digter i hans stille Liv indenfor Vinduerne i Arbins Gade 1.

Ingen af os kan i dette Sorgens Øieblik helt ud fatte, hvad vi har tabt.

Der er Verdenshistorie ved Ibsens Navn. Det vil leve hos alle Nationer blandt de største i Kunsten, – blandt dem, hvis Røst har naaet langt udover Fædrelandets Grænser til alle dem, for hvem Livet har været

«en Kamp med Trolde
i Hjernens og Hjertets Hvælv».

I de sidste Aar har Henrik Ibsen levet i al Stilhed. Siden den Gang Sygdommen slog ham, har han levet sammen med sin nærmeste Familie.

Han har i de senere Aar væsentlig holdt sig indendørs. Hans Yndlingsopholdssted har til det sidste været Bibliotheksværelset. Han har passiaret med enkelte Venner, men har saameget som mulig undgaaet at komme i Berøring med Fremmede.

Hans Interessesfære blev noget begrænset, Alderen begyndte at gjøre sig gjeldende, han blev svagere; men lige til det sidste glimtede der Interesse for det, han i sit Liv havde mest kjær, i de klare, skarpe Øine.

Theatret og dramatisk Literatur fyldte stadig hans Sind. Han spurgte ivrig efter hver Première.

Det morede ham at høre om de enkelte Skuespilleres Præstationer, han huskede deres Navne og vilde til det allersidste gjerne faa oplæst alt, som stod i Aviserne om scenisk Kunst.

Dette blev den mægtige og omfattende Hjernes sidste Interesse. Den slap han ikke, før Dødens Taager leirede sig om hans Pande. Og den store Aand, som har flyttet Milepæle i den dramatiske Verdensliteratur, mistede ikke et Øieblik sin Kjærlighed til den Institution, som har baaret hans Livsverk frem til de Hundredetusinder.

Saaledes gled Dagene og Aarene stille hen. Han saa, hvorledes Vaaren skinnede i Slotsparkens Trær, hvorledes det nye Norges Kongebanner vaiede over et lykkeligt Folk.
 

For en Uges Tid siden indtraadte en væsentlig Forandring i hans Tilstand. Der kom en egen Tyngde over ham, han blev træt og mat og kunde ikke mere gaa hen til Vinduet. Saa blev han liggende. Hans Tilstand forværredes daglig, men det gik saa stille og roligt. Ingen Smerter, ingen Uro.

Saa var det Tirsdag Aften, at han langsomt faldt hen i den Bevidstløshed, hvoraf han ikke mere skulde vaagne.

Nu gjaldt det kun et Spørgsmaal om Timer. Ved 2½-Tiden igaar Middag hørte pludselig Sygepleiersken, at de svage Aandedræt begyndte at blive endnu svagere – – og et Minut efter trak Henrik Ibsen det sidste Suk. Hans Hustru, hans Søn Statsminister Sigurd Ibsen og Frue var hos ham i hans sidste Øieblikke.

Hans Læge, Dr. Edvard Bull, som havde været hos Digteren flere Gange i Løbet af Formiddagen, kunde alene konstatere, at Henrik Ibsen var død af Hjertelammelse.

Snart efter fløi paa Telegrafens Vinger Meddelelsen om, at Nordens store Digter var død, – og alle de som rundt omkring i Verden staar i Kontakt med den kulturelle Udvikling, vil sænke Hovederne i Sorg og Savn.
 

Her i Byen vakte Meddelelsen den største Bestyrtelse. Ingen havde ventet, at det skulde gaa saa hurtigt. Da Aviserne ved 5 Tiden spredte den sørgelige Nyhed, heisedes Flaggene paa halv Stang.

Samtlige Theatre indstillede øieblikkelig sine Forestillinger.

Det skulde saa hænde, at Henrik Ibsen skulde dø, netop som Vaaren udfoldede sig i al sin Pragt.

Aldrig har Byen været rigere foraarsklædt end paa Ibsens Dødsdag. Men i denne lyse Skjønhed var der en Stilhed, som var forunderlig. Hvor to mødte hinanden, talte de sagte og dæmpet: Thi Henrik Ibsen var død – –

Men ind i det lyse Solværelse i Arbins Gade vil Dagens første Straaler ikke mere finde det graanende Hoved ved Vinduet.

Han, som elskede Lyset, Solen og Vaaren saa høit!
 

Kondolencer.

Saasnart Kongen havde modtaget Budskabet om Henrik Ibsens Død, sendte han Fru Ibsen sin egen og Dronningens hjerteligste deltagende Hilsen.

Regjeringen sendte igaar ved Modtagelsen af Dødsbudskabet et Kondolencetelegram til Fru Ibsen med Tolkning af sin hjertelige Deltagelse i den store Sorg, der havde rammet Familien og det norske Folk.

Storthingets Præsidentkollegium afsendte igaar Eftermiddag følgende Telegram til Digterens Enke:

Fru Ibsen,

Kristiania.

I Anledning af den dybe Sorg, der har rammet Dem og med Dem hele det norske Folk ved vor store Digters Bortgang, bevidner Storthingets Præsidentskab Dem sin inderlige Deltagelse.
Johan Thorne.    Carl Berner.    Alb. Bøhn.    G. Holsen.    A. Berge.    Jørgen C. Knudsen.

Da Ibsens Død blev bekjendt, lod Forfatterforeningen ved sin Formand, Hr. Vilh. Krag, nedlægge en pragtfuld Blomsterdekoration paa Digterens Statue ved Nationaltheatret.
 

Fra Bergen telegraferer vor Korrespondent, at der i Anledning af Dødsbudskabet flagedes paa halv Stang fra kommunale og private Bygninger.
 

Specialtelegram til «Aftenposten».

Henrik Ibsens Død har gjort et mægtigt Indtryk her som overalt. Dødsbudskabet spredtes som en Løbeild over Kjøbenhavn, først ved Opslag fra «Politiken», senere gjennem Aftenbladene. At det ikke kom helt uventet, ses af, at «Berlingske Tidende», skjønt Meldingen først indtraf umiddelbart før Trykningen, bringer en halvanden Spaltes Nekrolog af den bekjendte Kritiker Kand. mag. Julius Clausen, som bl.a. udtaler:

«Og nu defilerer vi forbi Stormesterens Dødsleie, alle vi Tusinder, der staar i Gjeld til ham for alt det meget, han skjænkede os. For de ældre blev «Brand" og «Peer Gynt" de store litterære Begivenheder i Ungdomsaarene. Ikke mindst hernede i Søren Kierkegaards Hjemstavn var Modtageligheden stor derfor. I Gamle, der – hvad grundene nu kan have været – ikke kunde eller vilde følge den lysende Stjerne paa Jer Ungdomshimmel længere, I takker ham dog, fordi han ved sit strenge Krav til Mennesket førte Eders Sjele opad. Og I, hvis Manddomsaar eller Ungdomsdage faldt sammen med Nora-Diskussionen, med «Genganger»-Uhygge, med den svidende Haan mod den «kompakte Majoritet" i «Folkefienden" og Livsløgnens Apoteose brændende som Nelder i «Vildanden" – I og vi gaar forbi og bøier vort Hoved til Tak, fordi han førte Livet til os, fordi han viste os et Stykke frem ad Erkjendelsens Vei. Og til Jer, I helt unge, til Jer ligger en kostelig og gylden Skat ivente. Ve Jer, om I tror, I slipper uden om Henrik Ibsen – om I lader Møl og Rust tære paa den Arv, Mesteren efterlod Jer! Han, den ensomme, der helst gik afveien for Menneskenes Færd, er nu bleven helt alene; han er gaaet ind til den store Ensomhed».

Bladene imorgen vil for en Dag skyde den hidsige Valgkamp i Baggrunden og vie sine Numere til Mindet om Nordens største Digters Minde.

«Politiken" indeholder saaledes en Mængde Telegramer, Billeder og Artikler, bl.a. af Georg Brandes og Paul Levin.
 

telegraferer vor Korrespondent, at Aftonbladet i sin saakaldte Kvällsupplaga bringer et stort, ypperligt Portræt af Henrik Ibsen samt en særdeles smuk Biografi. Til de andre stockholmske Aftenaviser kom Telegramet for sent.
 

Budskabet om Ibsens Død indtraf henad Kl. 5. Det behandles af Bladene paa samme Maade som ved de største Verdensbegivenheder. Paa Avisplakaterne fortrængtes alt andet af den lakoniske Sætning «Death of Ibsen" med Kjæmpebogstaver. Nekrologerne kom i Aftenbladene paa utrolig kort Tid. Evening Standard´s er den udførligste af alle, og offentliggjordes en halv Time efter Budskabet. Den skildrer indgaaende den berømte Digters Levnetsløb og slutter saaledes:

«Ibsen har beriget Literaturen med Typer, der vil leve. Rosmer, Tesman, Hedda Gabler, Nora, Helmer og mangfoldige andre er Portræter, der ikke let vil falde af Lærredet. I det moderne Dramas Historie har Ibsen vundet en Plads, som – hvadenten den er fortjent eller ikke – aldrig kan blive ignoreret. Hans direkte og ukonventionelle Methode revolutionerede Verdens Scener."

Westminster Gazette minder med Stolthed om det skotske Blod, der flød i denne «intensive norske Digters" Aarer. I næsten et halvt Aarhundrede har Ibsens Skuespil havt europæisk Berømmelse, der kun yderligere stimuleredes af den rasende Opposition og Kritik overalt. Evening News kalder Ibsen «Realismens Apostel" og Skandinaviens berømteste Navn.

Pall Mall bemerker: Som Shelley blev kaldt Digternes Digter, kan Ibsen ialfald for Englands Vedkommende kaldes Dramatikernes Dramatiker. Han var en skaanselløs Kritiker og en Analytiker af sociale og Familieforhold, saa hans Stræben efter Sandhed undertiden næsten syntes for vidtdreven; men ligegyldigt hvad der siges, saa var han uomtvistelig den største norske Skribent og øvede den største Indflydelse paa skandinavisk Literatur.