Henrik Ibsen.
Hans Navn var det største i de tre nordiske Rigers Literatur, det største, de nogensinde har frembragt. I ham kulminerede det Aandsliv, tre Lande har ført to Hundrede Aar igennem. Det eneste Navn, der i Danmark-Norge kan naa op i Højde med hans, er Holbergs, og med Holberg havde Ibsen som Menneske og Karakter maaske nogen Lighed: Ensomheden, det Afvisende overfor Omgivelsernes Nærgaaenhed, en vis Særhed og Barskhed, der var paa sin Post. Begge ragede de op over hele deres Samtid i Norden, begge skrev de uforgængelige dramatiske Værker, begge var Folkeopdragere. Nogen Lighed i Anlæg røber ogsaa dette, at Holberg og Ibsen er de to eneste nordiske Digtere, der har tjent sig en Formue ved deres Forfatterskab.
Men med Hensyn til Verdensry og Indflydelse er som bekendt ingen Sammenligning mulig mellem Holberg og Ibsen. Først længe efter sin Død naaede Holberg stor Anseelse i et eneste fremmed Land, Tyskland, og udøvede nogen Indflydelse dér som allerede tidligere i russisk Literatur.
Men i den sidste Snes Aar har Ibsens literære Stilling været den største, som kan tænkes, en central i Evropas og Amerikas tænkende Verden. Først med ham og med ham alene har nordisk moderne Kultur grebet ind i Kunstens Udviklingsgang.
Det Sprog-Omraade, hvor Ibsens Indflydelse udenfor Norden har været størst, er uden Spørgsmaal det tyske. Varede det længe, før Tyskerne blev opmærksomme paa ham (1880 faldt Et Dukkehjem igennem i Berlin), saa har de med Lidenskab indhentet det forsømte. Julius Hoffory, en Dansk, og de to senere Teaterdirektører Otto Brahm og Paul Schlenther banede ham Vejen. I Østrig som i det tyske Rige er Ibsen bleven læst, spilt og studeret som en Indfødt, agtet højere end nogen Indfødt. Hvad den yngre Slægt har lært af ham, er ikke til at maale. Særligt har han paavirket den dramatiske Literatur, kendeligst hos Gerhart Hauptmann, Hermann Sudermann, Hermann Bahr.
For de engelsk-talende Lande har hans Betydning været langt ringere. I England selv var han lidet læst og blev næsten ikke spilt. I Nordamerika blev han meget opført dog uden at finde dybere Forstaaelse. Paa britisk Grund har Edmund Gosse, William Archer og Bernhard Shaw gjort store Anstrengelser for at udbrede hans Ry. Den sidste har som Skuespildigter desuden gaaet i hans Skole.
I fransk Literatur har fremfor nogen Grev Maurice Prozor skaffet Henrik Ibsen Indpas. Paa Scenen blev Lugné Poë hans Apostel. Var Ibsen i sin Tid i Tyskland bleven opfattet og lovprist som stor Naturalist og som saadan nævnt i lige Linje med Leo Tolstoj og Emile Zola, saa gjorde han et Tiaar senere i Frankrig Indtryk som Symbolist og Anarkist. Fruen fra Havet og Rosmersholm tiltalte og vandt Symbolisterne. Det var derimod blandt Dramerne Folkefjenden, der (i Forening med nogle oversatte Udtog af Ibsens Breve til Undertegnede) gav den anarkistiske Ungdom den Forestilling, at han var en af deres. Det lykkedes her dog saa lidet som i England at faa Ibsens Stykker optagne i Teatrenes daglige Skuespilforraad. De blev i Frankrig spilte en enkelt Gang ved L´Oeuvre´s Forestillinger som i England en enkelt Gang ved Matinée´er.
Blandt de franske Skuespilforfattere, som Ibsens Indflydelse har berørt, maa nævnes François de Curel. Blandt yngre Skribenter, som har lært af ham, kan anføres Camille Mauclairs.
Medens Ibsens Indførelse i de fleste romanske Lande har mødt nogen Modstand – saaledes har Italienerne hverken bragt Vildanden eller Rosmersholm Forstaaelse i Møde – har de slaviske Nationer og den ungarske med deres smidigere Modtagelighed hurtigt lyst ham i Kuld og Køn. Han er bleven spilt af Scenernes bedste Kræfter i St. Petersborg som i Varshav, Prag og Budapest. Den sidste By gav ham personlig en festlig Modtagelse.
I den senere Tid er der i Danmark temmelig ofte hørt Røster, der betegner Ibsens Dramer som allerede delvis forældede. Det bør dog ikke glemmes, at Holberg i sin Alderdom af de Samtidige betragtedes som aldeles forældet. De anede ikke, at man halvandet Hundrede Aar derefter vilde undres over de Stykkers Friskhed, som forekom dem aflægs. Rimeligvis vil det gaa paa lignende Maade med Ibsens. Naar de en Gang grundigt er gaaede af Mode, vil de genopstaa som hævede over Moden. De vil da blive holdte i Ære, først som historiske Mindesmærker, dernæst som Livskilder, idet det Væld, der laa dulgt i dem, bryder frem paany.
For den Slægt, der har oplevet Ibsens Kunst lige fra Kongs-Emnerne, er den bleven som et Stykke af Slægtens eget Liv. Overfor de mange Mesterværkers Skaber nærer Slægten Beundring.
For den enkelte, der har kendt Ibsen personligt, staaet ham nær og nydt godt af den sære og vældige Ejendommelighed i hans Væsen, der kom til Orde ogsaa udenfor hans Kunst, udmunder Indtrykket ikke i kold eller varm Beundring. Han mindes mundtlige eller skriftlige Udbrud, som satte afgørende Tanker i Bevægelse hos ham selv, og har overfor denne store Skikkelse og dette mægtige Livsværk ingen anden samlet Følelse end en umaadelig Taknemmelighed.
Georg Brandes.