Kristofer Randers

Nu er det slukt, det skarpe Seer-Øie,
der loddet dypt i Livets Gaaders Brønd,
og ved hans Baare vil et Folk sig bøie
i Sorg for Tabet af sin store Søn.

Men hvad der lynte fra hans Tænker-Pande,
det Livsverk, han har lagt i Folkets Favn
det kan ei dø, – det skal til fjerne Lande
og sene Slægter bære Skaldens Navn.

                               Kristofer Randers.

Stille og roligt er Henrik Ibsen idag Kl. 2½ Eftermiddag afgaaet ved Døden.

Om dette Budskab end ikke kunde komme uventet, vil det overalt vække det dybeste Indtryk.

Kjæmperne i Aandens Verden staar for sin Samtid med noget af Udødelighedens Skjær over sig, et Skjær, der ikke blot straaler over deres Verker, men ogsaa over dem selv. Deres Liv rummer større Rigdom end Mængdens, og uvilkaarlig venter vi, at det ogsaa skal være mindre kortvarigt, række længere ud over Tiden, end det ellers falder i Menneskers Lod.

Naar derfor Døden rammer dem, naar den Skjæbne, der venter hvert Jordens Barn, ogsaa bliver deres, da blander der sig i Sorgen en vis dump Forundring.

Den kolde Virkelighed har brutalt forstyrret vor Drøm, og vor Fantasis Slot synker i Grus.

Henrik Ibsen var en saadan Kjæmpe i Aandens Verden.

Han, som selv ansaa det for sin Livsgjerning at vække sit Folk og faa det til at «tænke stort», havde i Aarrækker staaet som en Fører i norsk Aandsliv. Hans Verker var blevet Nationens kostelige Eie, og hans Digtning havde som et Vækkelsens Veir gaaet hen over den.

Den Sæd, han havde saaet, har spiret og slaaet Rod. Den Skjønhedsverden, han lukkede op for, har givet Tusinder friskere Syn og høiere Tanker.

Men for det norske Folk var Henrik Ibsen ogsaa noget andet end den geniale Digter. Han bragte Bud til den store Verden om norsk Kultur og norsk Aandsliv.

Henrik Ibsen tilhører ikke blot norsk og nordisk Literatur; hans Navn staar i lysende Skrift i Verdensliteraturens Historie. Hans Verker er den civiliserede Menneskeheds, ikke blot en enkelt Nations Skatte.

Hvad Henrik Wergeland saa saart og saa længselsfuldt drømte om, havde Henrik Ibsen naaet.

Bittert klager Wergeland over at være Digter i et lidet Folk

«med et Sprog,
som ei rækker fra sin Krog
længer end dets Læbers Aande».

Hvad der dengang, under trangere Forhold for vort Land, maaske hindrede Wergelands Geni fra at naa sin høieste Udfoldelse, har ikke stængt Veien for hans Efterfølger i Digtningens Rige.

Trods Nationalitet og Sprog har Ibsens Ry bredt sig fra Land til Land, indtil hans Navn blev verdenskjendt, blev nævnt jevnsides blandt Literaturens største.

Derfor vil det Sorgens Bud, som nu bæres over Norge, række vidt udover Landets Grænser. Og den dybe Smerte, som vi, Digterens Landsmænd, føler – det Tab, som hans Folk lider, vil finde Gjenklang og Forstaaelse hos Millioner blandt fremmede Folkeslag, som beundrede og elskede hans Genis Skaberkraft.

Henrik Johan Ibsen – det sidste af de to Fornavne brugte han aldrig – fødtes i Skien den 20de Marts 1828. Forældrene var Knud Henriksen Ibsen og Hustru Marichen Cornelia Martine, f. Altenburg.

I et velstaaende Hjem levede han sine første Barndomsaar i Skien under lyse og lykkelige Forhold. Men snart brød Sorgerne ind over Huset. Faderen, der var Handelsmand, maatte indstille sine Betalinger, Familien maatte fra sine store Stuer og «Hundevatbakken» flytte til en liden Gaard udenfor Byen. Gjesterne forsvandt, og Livet blev stille og ensomt.

De trange Kaar kastede Skygge over Henrik Ibsens Opvext, men det var kanske ogsaa dem, som staalsatte hans Vilje, lærte ham at stole paa sig selv, at samle sine Evner og Kræfter til et Maal.

Knapt var han konfirmeret, før Kampen for Tilværelsen begyndte. Femten Aar gammel blev han Lærling paa Grimstads Apothek, og i 5 Aar havde han det her travelt med at trille Piller og expedere Medicin.

Men nogen Tanke om at ende sine Dage som velbestaltet Apotheker har den unge Ibsen sikkert ikke havt. Dertil havde han faaet altfor mange literære Interesser. Frugten af disse blev Digte, som en Kreds af Venner høilig beundrede, og endelig det første større Arbeide, hans Ungdomsdrama «Catilina», som en Ven tog med sig ind til Kristiania og her – væsentlig paa egen Bekostning – fik befordret i Trykken. Det var Henrik Ibsens literære Debut. Det saa Lyset i April 1850.

Da det udkom, havde Ibsen forladt Grimstad og var i Marts kommet ind til Hovedstaden for at friste Lykken. Og nu begyndte en lang og haard Kamp, hvorunder han fik en stedse klarere Forstaaelse af, at Digterkaldet var hans Livsgjerning, og at det bedste i ham vilde gaa tilgrunde, om han ikke fik følge det.

Men Forholdene var ikke saa, at han kunde ofre sig helt for Literaturen. Endskjønt han Høsten 1850 – efter Forberedelse paa den Heltbergske «Studenterfabrik» – havde taget Artium, tænkte han ikke paa noget Brødstudium. Efter Henvendelse fra Ole Bull modtog han i November 1851 Posten som Theaterinstruktør i Bergen, en Stilling, hvori han tillige fungerede som fast ansat Theaterdigter.

Efter 5 Aars Forløb forlod Ibsen i 1857 Bergen for at blive artistisk Direktør ved det norske Theater i Kristiania.

Aaret efter ægtede han 18de Juni 1859 i Bergen Provst Thoresens Datter Susanna Daae Thoresen, der blev Digteren en udmerket Hjelper ved den Støtte, hun i Trængselens og Modgangens Dage ydede ham, og om hvem han, Aar senere, i sit skjønne Takkedigt til hende, med dyb Erkjendtlighed kunde sige:

«Hendes Maal er at tænde
mit Syn i Glød,
saa ingen fik kjende,
hvo Hjelpen bød».

Lyst blev imidlertid ikke Livet for de unge Ægtefolk, da Ibsen i Kristiania fik tunge Kampe at bestaa. Det gjaldt ikke blot hans og hans Families økonomiske Existens, men ogsaa Literaturens og Scenens Kaar. Det norske Theater blev opløst, og Ibsen blev ansat fra Nytaar 1863 som artistisk Konsulent ved Kristiania Theater, uden at denne Forandring betød lettere økonomiske Forhold.

Under talrige Bekymringer og Sorger erhvervede Digteren sig i disse Theateraar det intime Kjendskab til Scenens Teknik og det dramatiske Blik for en Situations Betydning, som har bidraget til at give ham hans enestaaende Mesterskab som Dramaturg.

Men Kundskaben maatte betales dyrt i en Strid for Tilværelsen, hvor det undertiden saa ud, som den ihærdige Kjæmper var nær ved at bukke under.

Økonomiske Vanskeligheder var ikke det eneste, som prøvede baade Kræfter og Udholdenhed.

Lad os ikke glemme, hvorledes Forholdene dengang var herhjemme for dem, hvis Kald og Gjerning ikke laa helt i de afmerkede Spor.

Forsørgelse med det daglige Brød maatte søges i et eller andet borgerligt Gjøremaal, og det var endda et Held, naar dette ikke eiede et altfor aandsforladt Anstrøg. Henrik Wergeland havde været glad ved at finde Plads som Bureauchef i Rigsarkivet, og Welhavens Dont med at læse filosofisk Barnelærdom med de unge Andenexamensstuderende laa jo saare langt fra hans digteriske Kald. Vore ældre bildende Kunstneres Forsøg paa at afbryde den Udlændighed, som havde skaffet dem Ry og Sikkerhed, var igjen bleven opgivet, og de Unge, som slog ind paa denne Bane, skyndte sig at komme ud og blev næsten alle ude med det samme. I det offentlige Liv var enkelte sterke Bevægelser bleven efterfulgt af en Stilhed, der undertiden fik adskillig Lighed med en Afmattelse. Den økonomiske Opgang, som Femtiaarenes Konjunkturer havde fremkaldt, var igjen stanset, og om nogen større Sum af Velstand i de brede Lag kunde der i Grunden ikke tales. Kristianias Vext var gaaet saa langsomt for sig, at den i Femti-Sextiaarene maatte siges at frembyde større Lighed med den beskedne By, der i 1814 blev det gjenreiste norske Kongeriges Hovedstad, end den Storstad, vi idag færdes i, eier med det nærmest foregaaende Slegtleds Kristiania.

Var det vel at undres over, om et Samfund som dette paa mangen maatte gjøre Indtrykket af en lidt trøstesløs Filistrøsitet, og at Mismod maatte sænke sig i mangt Sind?

Henrik Ibsen var af dem, der fik føle dette – og alt hvad det førte med sig – dybt, om han end i en engere Vennekreds fandt en Sympathi og en Tillid, der ikke svigtede.

Omsider begyndte det at lysne. I Høsten 1863 erholdt han et Reisestipendium, og den 2den April 1864 kunde han bryde op fra Kristiania til den store Udfærd.

Lad os med det samme nævne, at Digtergagen først blev ham bevilget to Aar senere.

Kongeørnen havde faaet Luft under Vingerne, og Flugten gik mod Sydens Lande, til Kulturens og Kunstens Hjemstavn, til Italien. Hernede, under lettere Forhold, under en lysere Himmel, udfoldedes alle Digterens Evner og Kræfter.

Og fra de fremmede Lande, hvad enten det nu var fra Italien, fra det solglade Bayern eller fra Sachsen, sendte han hjem det ene Digterverk efter det andet, som hvert var en Sten i hans Berømmelses Tempel.

Men varede det end en Aarrække, før Ibsen atter vendte tilbage til Norge, tabte han derfor ikke afsyne sit Maal: at vække sit Folk og faa det til at tænke stort.

Paa Afstand fortonede de hjemlige Forhold sig for hans Sjels Øie i skarpe Omrids; han saa dem Linje for Linje, som den ser, der kjender hver Enkelthed ud og ind. Og maalt med større Maal blev Menneskene smaaskaarne og sneversynte. Deres Sind var jordbundet, deres Liv uden Idealer.

Men med sit Digterblik, der lodder Sjelens Dybder, saa han ogsaa, hvorledes Menneskene, løftet af en storladen Natur, ofte selv faar en enkel Høihed, som staar i Samklang med denne. Han saa deres Kamp mod det vældige Hav og mod Fjeldets vilde Magter.

Og han forstod de Hverdagslivets Tragedier, som udspilles i vore ensomme Dale, eller det opofrende Heltemod, som i al Stilhed kan udvises.

Derfor omfatter hans rige Galeri af Skikkelser Egoister som Bondegutten Peer Gynt og Verdensdamen Hedda Gabler, aandelig forkomne Drømmere som Hjalmar Ekdal, Hyklere som Snedker Engstrand og lystne Giftblomster som Regine. Men der er ogsaa Plads for en Anges´ ømme Moderlighed, en Lona Hessels praktiske Hjertensgodhed og en stum, altopofrende Faderkjærlighed som den stakkars Husmand i «Peer Gynt», han, som med Fare for sit Liv bar sin Søn ned til Skolen hver Dag, og hvis eneste Løn blev den:

«tre Velstandsherrer i den nye Verden
har glemt sin norske Far og Skolefærden.»

Aar efter Aar i næsten en Menneskealder blev Ibsen ude. Og Aar efter Aar sendte han hjem Verker, som vakte Begeistring og Kritik, den høieste Anerkjendelse og den skarpeste Modsigelse, Verker, som satte Sindene i Brand.

Efter de historiske Skuespil «Gildet paa Solhaug», «Hærmændene paa Helgeland», «Fru Inger til Østraat», «Kongsemnerne», der skriver sig fra Tiden før hans Udreise i 1864, samt efter de fra Italien hjemsendte dramatiske Digtninger «Brand» og «Peer Gynt» samt den tanketunge «Keiser og Galilæer» kom den lange Række af sociale Nutidsdramaer.

Det er her, Ibsen har givet sit satiriske Lune frit Løb, og det er ogsaa her, hans psykologiske Skarpblik, hans dybe Menneskekundskab har feiret de høieste Triumfer. Her har han ogsaa naaet det uforlignelige Mesterskab i den dramatiske Teknik, som har gjort hans Skuespil til de yngre Theaterforfatteres Forbillede – og Fortvivlelse.

At nævne op Rækken af disse Dramaer, hvis Repliker er blevet Slagord baade hjemme og ude, og om hvis Skikkelser der mangengang har staaet en hedere Strid end om levende Mennesker, vilde være unødigt. Vi minder kun her om «De Unges Forbund», «Samfundets Støtter», «Et Dukkehjem», «Gengangere», «En Folkefiende», «Vildanden», «Hedda Gabler», der alle er skrevet i de Aar, Digteren boede ude.

De første af disse Aar havde han tilbragt i Rom. Herfra flyttede han Høsten 1868 til Dresden, hvor han paa nært Hold oplevede den store germaniske Bevægelse, der ledsagede Krigen med Frankrige 1870-71 – en Bevægelse, af hvilken han modtog sterke Indtryk. I 1875 opslog han sin Bolig i München, i 1881 gik han paany til Syden og blev der til 1885, men for saa at vende tilbage til den bayerske Hovedstad.

I Norge havde Ibsen i disse Aar aflagt enkelte kortere Besøg. Sommeren 1891 brød han op fra München for at tiltræde en Nordkapstur. Paa Tilbageveien stansede han i Kristiania, og snart var hans Beslutning fattet om fra nu af her at søge de aldrende Aars Hjem.

Det blev et Hjem, omgivet af en ærbødig Hengivenhed, hvis hjertelige Karakter Digteren selv sikkerlig baade følte og vurderede. De haarde Minder fra Ungdomsaarenes Kamp for Tilværelsen – og for mere end den – mildnedes i hans Sind.

Og det var sikkerlig ikke blot den personlige Hyldest – den han ikke søgte, men som alligevel ved enhver Leilighed næsten begjærlig bragtes ham i saa rigt Mon – det var sikkerlig ikke blot den, der kastede sit forsonende Skjær over disse det nye Hjemlivs Aar.

Han saa, hvad der holdt paa at skyde Vext i vort Samfund, og han glædede sig ved, at det kunde komme til at bringe Grøde.

Det var, hvad han vidnede om i nogle af de Ord, hvormed han ved Kristiania Bys Fest for ham den 23de Marts 1898 i Anledning af Syttiaarsfødselsdagen takkede for den Hyldest, der saa hjertevarmt slog ham imøde:

«Den indre, virkelige Lykke – den er ikke noget Fund, nogen Gave. Den maa erhverves for en Pris, som ofte kan føles trykkende nok. For det er Sagen, at den, som har vundet sig et Hjem ude i de mange Lande – han føler sig intetsteds helt hjemme – neppe nok i selve Fødelandet.
     Dog, det kan kanske komme endnu. Og jeg vil se hen til denne Aften som et Udgangspunkt.
     For her øiner jeg noget, som ligner en Ening. Her har alle Synsmaader, alle divergerende Meninger kunnet samle sig om et og det samme. Jeg har ikke her længer den pinlige Fornemmelse af at betragtes som Digter for et Parti. For det ene eller for det andet. Hele sit Folk maa en Digter have om sig – enten i Tilslutning eller i Modstand. Og saa vil Samlingstanken gaa videre, mod større Maal og mod høiere Opgaver. Det er mit Haab og min Tro.»

Saa var Forsoningen kommen. «Jeg for mit Vedkommende» – havde han ved en tidligere Leilighed ytret –

«skal være tilfreds med Udbyttet af min Livsuges Arbeide, hvis dette Arbeide kan tjene til at berede Stemningen for den Dag imorgen. Men først og fremst skal jeg være tilfreds, om det kan hjelpe til at hærde Aanderne i den Arbeidsuge, som ufeilbarlig kommer bagefter».

Det var sket – det følte han, det forstod han, det vidste han. Han var i Aandens Verden, i Tusinder af Sind – gjennem Impulser, gjennem tændende Tanker, gjennem dybe Indtryk – bleven en af vort Samfunds Læremestre, til Klarhed, til Renhed, til Styrke.

Det siger sig selv, at en Mand som Ibsen har havt talrige Biografer. Mangfoldige har de været, som har ydet sit Bidrag til Forstaaelsen af de forskjellige Sider af hans digteriske Anlæg. Ikke mindst Interesse i saa Henseende har det at læse, hvad hans store Samtidige Bjørnstjerne Bjørnson skrev om ham i en Artikel i det danske Maanedsskrift «Tilskueren» i 1896 om den moderne norske Literatur:

«– – – Kunsten i de fleste af Ibsens Verker holder dem oppe blandt det fænomenale. Dens inderste Væsen er Repliken, som den forberedes langt borte fra i Temperamentet og Begivenhederne, i Omgivelser og Veirligt; alt komponeres løs paa den. Den stiger i lysende Linje og knalder af i Farveskimmer af hele Stykkets Ide. Jeg gad vide, hvem i Verdensliteraturen har gjort Magen, hvem der har faaet istand en saadan Koncentration af alle dramatiske Midler hen imod Udsigelsen. Intet dødt Punkt, intet overflødigt Ord i den hele Komposition; alt gaar ind til det ene. Om ogsaa andre har naaet det samme i ren mekanisk Teknik, han naar det i Aandens strenge Tjeneste. Hans kunstneriske Mesterskab bliver saa meget større, naar vi husker, at mange af hans Emner ingenlunde er dramatiske, men Fortællinger – –. Men i et saadant Anlæg er det jo noget sært: han faar neppe mange Efterfølgere».

I et Bidrag til Jubilæumsbogen i 1898 fortalte John Paulsen, at en Aften i Ibsens Hjem – det var under hans Ophold i Tyskland – kom Talen ind paa Død og Udødelighed, og at Digteren da ytrede:

«Jeg har ingenting imod at leve lidt længere – man er jo altid nysgjerrig efter at se, hvordan Verden udvikler sig – og jeg frygter heller ikke Døden. Dog maa jeg tilstaa, at naar jeg er midt inde i en ny Digtning, ængster den Tanke mig, at jeg kunde kaldes bort, inden Arbeidet var færdigt. Man vil jo ikke gjerne dø, inden man har faaet sagt, hvad man har paa Hjerte.»

Hvad han her udtalte Ønsket om, er gaaet i Opfyldelse. Under Festlighederne i 1898 havde han vistnok nævnt, at han tænkte paa et autobiografisk Arbeide – «en Bog, som knytter mit Liv og min Digtning sammen til en forklarende Helhed. Ja» – tilføiede han halvt spøgende –

«for jeg synes, at jeg nu er naaet saa vidt frem til en moden Alder, at jeg maa have Lov til at unde mig en Smule Pusterum – tage mig et Aars Ferie; for et Feriearbeide vilde jo en saadan Bog blive i Sammenligning med den æggende og opslidende dramatiske Digtning.»

Det var dog en Plan, som igjen blev skudt tilside. Digtningens Magter greb ham paany. Den 14de December 1899 udkom Henrik Ibsens sidste Verk «Naar vi Døde vaagner» – denne Epilog, som man med Føie har betegnet som en mægtig Symfoni over alle de Emner, han havde behandlet – hvori paany alle de Motiver dukker op, af hvilke hans Dramaer er fødte – og hvori Digteren endnu engang fra den store Høide taler til Dalens Slegt.

Han havde talt ud. Hvilens Dage var komne – de, som derefter stille, næsten umerkelig gled over i den evige Hvile.

Af ydre Udmerkelser havde Henrik Ibsen modtaget mange. Han var Indehaver af Storkors af St. Olafsorden, den svenske Nordstjerneorden og den danske Dannebrogsorden. St. Olafsordenens høieste Ærestegn havde han modtaget den 4de November 1893 «for udmerket og for Fædrelandet ærefuld Virksomhed som Digter». Siden 1875 bar han H. M. Kong Oscar II.s Beløningsmedalje. I 1896 kaldtes han til Medlem af Kristiania Videnskabsselskabs historisk-filosofiske Klasse. Som Erindring fra sin Nærværelse ved Suezkanalens Indvielse i 1869 havde han modtaget den tyrkiske Medjidieordens 3die Klasse. Videre var han Kommandør af første Klasse af den sachsiske Ernestinerorden. Ved Upsala Universitets Firehundredeaars Jubilæum den 7de September kreeredes han til Doctor philosophiæ honoris causa. Denne Doktortitel knyttedes derefter regelmæssigt til Ibsens Navn i alle sociale Forhold.

Henrik Ibsen blev allerede for flere Aar siden rammet af det apoplektiske Anfald, som satte en Stans for den store Digters Virksomhed. Kort Tid efter at han havde skrevet «Naar vi døde vaagner», meldte det første varslende Bud sig. Ibsens sterke Konstitution modstod længe disse gjentagne Anfald, som imidlertid efterhaanden lammede hans Arbeidskraft og tvang ham til at holde sig inden Døre. Med visse Mellemrum forbedredes hans Tilstand, og det var en Glæde for hele Byen, naar man fik se den hvidhaarede Digter kjøre omkring i Byen sammen med en Ledsager. De apoplektiske Anfald kom imidlertid igjen, og efterhaanden stod det klart for alle, at det kun gjaldt et Tidsspørgsmaal, naar Henrik Ibsen vilde forlade os for bestandig. Alderen gjorde sin Indflydelse gjeldende, og da Henrik Ibsen inat fik et nyt Anfald, der ledede til fuldstændig Bevidstløshed, kunde hans Læge, Dr. Edvard Bull, udtale, at han ikke havde mange Timer at leve i.

Og saa sank da Henrik Ibsen rolig og stille fra den bevidstløses Søvn ind i Døden – den store Hvile – den store Forsoner.