Otto Borchsenius

Nu faldt endelig det store Træ i Skoven. Det længe ventede Dødsbud indtraf i Gaar. Henrik Ibsen er i Gaar Eftermiddag Kl. 2½ afgaaet ved Døden i sit Hjem i Kristiania, stille og rolig uden Dødskamp.

For sidste Gang samler Henrik Ibsens Navn paa én og samme Tid alle Tanker i hele den civiliserede Verden, alle den moderne Presses utællelige Penne om sig. Det var vel den eneste nulevende Digter, hvis Ry var saa stort, at et nyt Værk fra hans Haand blev imødeset med den Spænding, at alt andet lagdes til Side for det. Morgenen efter Værkets Fremkomst behandlede Verdenspressen Henrik Ibsens sidste Bog.

Der findes allerede en mægtig Literatur om Henrik Ibsen og hans Digtning. Og saa dybt har den afdøde grebet ind i sin Samtid, at Levnedsskildringer, Karakteristiker og Kommentarer i lange Tider vil sysselsætte sig med ham. Først og fremmest vil selvfølgelig hans Fædreland gøre sig Rede for, hvad han har betydet for det nye Norge. Han var jo en Folkeopdrager i egen Stil, paa sin Vis en polær Modsætning til sin store jævnaarige og samtidige Bjørnstjerne Bjørnson, hvor ofte end deres Baner syntes at falde sammen, og hvor ofte end deres digteriske Virksomhed syntes at følge parallele Linjer.

Hvad enten man derfor vil dvæle ved Verdensdigteren og Verdensborgeren Henrik Ibsen, eller man vil stræbe at fremhæve det typisk norske i Digteren, det, der for alle Tider vil knytte ogsaa hans Navn og Gerning til den Udvikling, der i de sidste halvhundrede Aar har baaret hans Fædreland frem til dets nuværende Stilling, i hvert Fald vilde der her være Stof til mange og lange Afhandlinger, vidt ud over hvad en enkelt i Dødsøjeblikket vilde kunne overse og – ikke blot dømme om, men kun skildre. Det ligger da nær at spørge, hvad Henrik Ibsen har været for os selv, for Danmark, for vort eget Aandsliv, vor Literatur og vor Scene. Selv om man i dette Nu kun vil fæste Blikket herpaa, er der uendelig mange og betydningsfulde Minder at fæste sig ved.

Henrik Ibsen har altid været en varm og tro Ven af Danmark, ogsaa forinden han ved sit Venskab til afdøde Fr. Hegel blev knyttet til dansk Forlag og ad andre Veje vandt sig personlige nære Forbindelser hos os. Ingen Dansk vil nogen Sinde glemme hans Digte fra 1864, «Dansken staar paa Dannevirke», «En Broder i Nød" eller Digtet «uden Navn" til den «arme kongelige Fugl», Carl XV, der var mere Skjald end Statsmand. Vi husker Linjerne fra Digtet om Abraham Lincolns Mord, om Graven ved Flensborg og om Sønderborg, for ikke at tale om «Troens Grund" med den smilende, sølvgraa Kvinde, der var saa tryg for sin kære Søn. Den Haand, Henrik Ibsen den Gang under vor Sorg og Nød rakte os, har vi taknemmelig altid holdt fast.

Endnu i «Brand" gaar der jo Dønninger fra Digterens oprørte Sind fra Krigsaaret. Den barske Tugter af sin Samtid, den alvorlige Maner for sit Folk ser «sorte Syner jage lig et Helridt gennem Natten», og Brand samler som i et eneste Udraab, hvad Digteren i en lang Række Værker nærmere skulde holde Dom over. Ogsaa her er Danmark Udgangspunktet:

Frænder ser i Strid jeg drage
- Brødre ser jeg sidde spage
krøbne under Glemselshatten.
Og jeg øjner mer endnu –
Usseldommens hele Gru,
Klynk fra Kvinden, Skrig fra Manden,
Øret stængt for Bøn og Bud
- ser dem riste sig paa Panden
Navn af Fattigfolk ved Stranden,
Folk med Skillingspræg fra Gud.

I Skuespil efter Skuespil har Digteren senere rettet den samme Klage mod sit Folk og som de gamle Profeter søgt at vække det med Tordentale.

Baade «Brand" og – om end i mindre Grad – «Per Gynt" blev en aandelig Begivenhed ogsaa i Danmark. Hvad vi fandt af vort eget deri, f. Ex. af Søren Kierkegaard, gjorde Digterværkerne kun saa meget mere betydningsfulde for os.

Og saa fulgte jo Nordmændenes, baade Ibsens og Bjørnsons, Indtog paa vor Scene. Gamle J. L. Heiberg har maattet høre meget ilde for, at han spærrede Adgangen for begge Digterne til det kgl. Theater, men for saa vidt gav saavel Ibsen som Bjørnson selv ham egentlig Ret i hans Kritik over «Hærmændene" og «Halte Hulda», som de begge selv brød Staven over deres Sagadigtning og vendte sig mod det borgerlige nutidige Samfundsskuespil. Som Iscenesætter paa det kgl. Theater gjorde Fru Heiberg jo ogsaa Bod for sin Ægtefælles Synder. Det var hende, der fik «Kongsæmnerne" og «De unges Forbund" bragte til Opførelse, og fra nu af var de store Nordmænd Førere ogsaa i vor Literatur. Der er ved andre Lejligheder henledet Opmærksomheden paa, at der i vor egen hjemlige Scenedigtning under Halvtredserne og Treserne var interessante Tilløb til en moderne Dramatik i lignende Retning, f. Ex. med Hostrups «Tordenvejr" og Goldschmidts «En Skavank». Men det blev ved Tilløbet, og Hostrup erkendte selv personlig, da han efter 25 Aars Tavshed paa ny optog sin dramatiske Digtning med «Eva», at Ibsen og Bjørnson nu laa imellem. Deres Impulser er da ogsaa umiskendelige.

Hvad Henrik Ibsen har været for dansk Skuespilkunst, er et langt Kapitel, et Æres-Kapitel, for sig. Selv den korteste Redegørelse opruller en Række Minder om den sidste Menneskealders ypperste sceniske Ydelser. Der er Vilhelm Wiehe som Steensgaard og Kristian Mantzius som Daniel Hejre. Der er Betty Hennings – hvis kunstneriske Stolthed det blev at nævnes som Ibsen-Skuespillerinde – som Nora, som Fruen fra Havet, som Hedvig, som Fru Alving, som Hilde o. s. fr. Der er Emil Poulsen som Helmer, som Hjalmar Ekdal og som Konsul Bernick. Der er gamle Peter Schram som Aslaksen. Der er Jerndorff som Doktor Rank og som Pastor Manders. Der er Fru Eckardt som Fru Borkman og Fru Oda Nielsen som Rita. Der er Olaf Poulsen som gamle Ekdal. Der er Fru Jacobson og senere Fru Sinding som Lona Hessel. Der er Fru Sinding som Regine Engstrand og Fru Bloch som den unge Backfisch Hilde Wrangel. Og saa alle de yngre, Karl Mantzius, Liebman eller Johs. Nielsen, der senere har taget Arv efter deres Forgængere. Der er endelig Martinius Nielsens dristige Forsøg med «Brand», som Henrik Ibsen selv var saa begejstret over, for ikke at tale om de smukke Gæstespil i «Per Gynt», Henrik Klausen og Sofie Parelius som Søn og Moder, eller nu sidst Fru Johanne Dybwads Optræden paa det kgl. Theater.

Hvem glemmer nogen Sinde den saa ofte omtalte Førsteopførelse af «Et Dukkehjem" sidst i December 1879? Eller Digterens Besøg hernede, da han fyldte de 70 og bl. a. saa «Vildanden" paa det kgl. Theater? Eller hans mærkelige Tale ude hos gamle Hegel paa Skovgaard, hvorlunde han under sit Sommerophold i Sæby «havde opdaget Havet"? Det var «Bjærgmanden», der var steget op fra Fjældenes dybe Skakter for at se Solens Lys og Havets Blaa. Allerede Brand havde jo sukket:

O, hvor inderlig jeg higer
efter Lys og Sol og Mildhed,
efter Fredens Kirkestilhed,
efter Livets Sommerriger.

Den tilknappede, faamælte Henrik Ibsen, der forøvrigt med Aarene blev mere og mere vennesæl og aaben, havde den Gang «Fruen fra Havet" under Udarbejdelse. Efter de lange Kampaar strøg ligesom et Pust af Mildhed og Forsoning gennem hans Sind. Overfor Udtalelser om, at det – med en gammel dansk Poets Ord – var Digterens Pligt at synge sit Folk et trøstende Digt, pegede han udtrykkelig paa det ovennævnte, endnu ukendte Værk. Hans senere Arbejder vedblev dog snarere at være Manerens Varselsord end Trøstens, Haabets og Livsglædens Evangelium. Om den tekniske Mester i stort og smaat tales selvfølgelig ikke her.

Hvad forøvrigt denne hans Teknik angaar, foregik der jo i Tidernes Løb en mærkelig Ændring, hvad den ydre Form angaar. Han, der beherskede Versets Kunst som faa – og hvis lille Samling Digte sammen med hans versificerede Dramer har saa fremtrædende en Plads i hele hans Produktion – forfægtede jo en Gang, da en norsk Skuespillerinde bad om en Prolog eller Epilog, at Verset ikke længer ejede nogen Tilværelsesret i Literaturen. Det var, om ikke Ordlyden, dog Meningen i hans Svar. Hvor meget Indflydelse udenfra her har gjort sig gældende, skal være usagt. Der var i Datidens toneangivende kritiske Udtalelser en slet skjult, næsten personlig, Uvilje mod Verset. Henrik Ibsens Brevvexlinger, f. Ex. om Menneskeaandens Revoltering og lignende i sin Tid ofte fremdragne Slagord, vidner maaske ogsaa om, at selv denne ellers saa stejle og egne Aand kunde paavirkes. I hvert Fald hvad Verset angaar, var han i tidligere Tider alt andet end fjendtlig stemt imod det. Det store, smukke Rimbrev fra Foraaret 1871 til Fru Heiberg – ogsaa det er et Minde om Henrik Ibsens Venskab for Danmark – udtaler jo netop, at Digteren maa vælge Verset, naar han vil hæve Synet vidt og rundt omkring. Og saa hedder det:

Prosa-Stil er for Ideer,
    Vers for Syner.
Sindets Lyst og Sindets Veer,
Sorg, som paa mit Hoved sneer,
    Harm, som lyner,
fyldigst Liv jeg friest skænker
    just i Versets Lænker.

Den, der skriver disse Linjer, sad en Gang i Sommeren 1897 i Dr. Ibsens Hjem i Kristiania. Talen faldt bl. a. paa Digterens Ungdomsværker, i hvilke Verset jo ikke mindst øvede sin Trolddom paa den modtagelige unge Læsers Sind. Enhver, der mindes sit første Bekendtskab med «Brand" og «Per Gynt», vil sande dette. Som Repliker i Holbergs Komedier er blevne vingede Ord hos os, er jo Citater fra disse to Digterværker blevne aandeligt Fælleseje hele Norden over. Den bundne Form slaar jo tilmed yderligere en Sentens eller et Fyndsprog fast for Øret og i Bevidstheden. Det var jo heller ingen Helligbrøde at sige til den gamle Mester, at Syner er nok saa vigtige for en Digter som Ideer, eller minde ham om, at han selv altsaa en Gang havde udtalt, at til Syner maatte der Vers. I Sammenhæng hermed laa det ikke fjærnt at spørge Digteren, om han ikke kunde tænke sig at afslutte sin Forfattervirksomhed med et metrisk Digt om Ungdommens Storværker, et Digt, hvori han samlede sit Livs Visdom og sin Aands «Syner" i Rhythmer og Rim. Den gamle Seer saa´ med store Øjne paa den spørgende. Men, som han selv i unægtelig anden Forstand har sagt, hans Kald var ikke at svare paa alle Spørgsmaal.

Nu har den gamle Digter lukket sine skarpe, graa Øjne, man har vel Lov ogsaa at sige: de trætte Øjne. Hans sidste Aar var jo en Nedgangens Tid, og Døden har vel ogsaa været en Befrielse for ham.

Det er overfor en saa indholdsrig og betydningsfuld digterisk Virksomhed som Henrik Ibsens kun et Udsnit af hans Livsgerning, kun et enkelt personligt Minde, som en fordringsløs Dødsrune kan fastholde. Den Slægt, der har haft den Lykke at leve samtidig med den store Digter og saa at sige har kunnet følge hele hans lange Kæde af mærkelige Værker, med al deres Poesi og alt deres Sprængstof, vil spørge Budskabet om hans Død med dyb Bevægelse. For saare mange har disse Digte og Skuespil haft livsafgørende Betydning. Der har staaet Strid om dem, og der vil fremdeles staa Strid om dem. Men om ét samler alle Danske sig imidlertid nu enige, først i Beundring for den store Personlighed og dernæst i Taknemmelighed for Henrik Ibsens aldrig svigtende trofaste Venskab mod vort Fædreland.