18 Cap. Om Falsk
1 Art. Hvo som optager, flytter, eller sætter Skielsteen, eller Stabel, uden lovlig Medfart, eller smelter falskt Guld, eller Sølv, eller handler med de Penge, der hand veed falske at være, eller med falskt Sølv, eller Guld, hand giør Falsk, og Kongen bør hans Haand, og den, der Falsk fik, bør at have af hannem Skadegield.
2. Understaar sig nogen at slaa nogen Mynt, uden Kongens Forlov, eller i nogen Maade at forfalske Kongens Mynt, hand bør at straffis paa Ære, Liv og Gods.
3. End vorder anden Mand svegen eller bedragen, og fanger af nogen Uvidendis enten falskt Guld, Sølv, eller Penge, og bær dennem til Myntemester, eller Guldsmid, eller anden Mand, som derpaa kand skiønne, og vil ej med dem kiøbe, før end det bliver prøvet, om det er falskt, eller ej, da er hand ej Falskner: Men om hand veed sin Kiøbmand, da give hannem Sag, og have af hannem Skadegield, og Falsk blive dog med gode Mænds Vidnisbyrd der, som det er fundet, og skal ej mere udgivis, men enten brændis, eller huggis i sønder, eller i Havet kastis, saa at ingen Mand maa det mere finde.
4. Sælger nogen forfalskede Vare, som hand enten selv haver forfalsket, eller viste, at de vare forfalskede, have sin Boeslod til Kongen forbrut, og dobbelt saa meget til den Kiøbendis, som hand gav for Varene: End siger hand, at hand ei viste, at de vare forfalskede, vise sin Kiøbmand.
5. Kongens Befalingsmænd, Borgemester og Raad, Toldere, Visiterere, og hvem som helst paa Kongens Vegne nogen Befaling have, saa og enhver Kongens Undersaat, skulle med største Flid tilsee, at ej nogen falsk Mynt fra fremmede Stæder vorder indført i nogen Havn, eller Stæd. Og dersom nogen det kunde forrekomme, da strax derpaa at tale, og hænde Dom derpaa til tilbørlig Straf.
6. Befindis og bevisis nogen at have efterskrevet anden Mands Haand, og hans
s. 268
Segl eftertrykt, og hand saadant Brev bruger til sin Nytte og andens Skade, da haver hand dermed forbrut sin Haand, Ære og Boeslod.
7. Hvo som bruger saadanne Breve, og dem i Rette mod anden Mand fremlægger enten selv, eller ved andre, svare selv til Gierningen, med mindre hand kand vise sin Mand for sig, og giøre sin højeste Eed, at hand ej haver været Medvider i den Falskhed.
8. Hvo som falskeligen giver sig ud for at være i nogen Kongelig Bestilling, og den øver, have forbrut sin Hals.