13 Cap. Om Løsagtighed
1 Art. Hvo nogen Qvindis-Person beligger, bøde til sit Herskab fire og tyve Lod Sølv, og Qvindfolket tolv Lod Sølv, og stande begge aabenbare Skrifte. Have de ikke Middel til Bøderne, da straffis de efter deris Formue og med Fængsel paa Kroppene; Men dersom de egte hver andre, da betale hand til Bøder halv femte Lod Sølv og hun halv saa meget, og være frj for Skriftemaal.
s. 253
2. Beligger nogen Formynder sin Myndling, eller Lavværge den Enke, som hand er Lavværge for, da bør hand, om hand ledig er, at egte hende, om hun vil. Vil hun ikke, da haver hand forbrut sin halve Hovedlod til hende foruden Bøderne til Herskabet. Kand hand ikke egte hende, formedelst hand gift er, da haver hand forbrut sin hele Boeslod til lige Dele imellem hende og Herskabet.
3. Dersom nogen for anden vorder formedelst kiendelige og skinbarlige Omstændigheder mistænkt og berøgtet at leve et letfærdigt, eller skammeligt, Levnet med hver andre, bør dem ikke allene at paaleggis sig fra hver andre endeligen at entholde, men om de ere ledige Personer, slet af Byen, Sognet og vel Fogderiet, fra hver andre sig at begive; Og hvis de det ikke giøre, skulle de udstaa Kirkens Disciplin og straffis af deris Herskab.
4. Dersom nogen enten selv, eller ved andre, beder om en Dannemands Daatter, og derover beligger hende, før Trolovelsen skeer, eller hand faar endelig Svar, da skal hand endeligen tage hende til Egte, om hendis Forældre, eller Formyndere, ville det samtykke. Ville de ikke, da bør hand at give hende en hæderlig Hiemgift efter hans Formue.
5. Det samme er og, dersom nogen beligger anden Møe, eller Enke, som tilforn haver været uberøgtet. Siger hand nej for Gierningen, og hun kand hannem det ej overbevise, da værge hand sig derfor med sin Eed.
6. Sigter Qvindfolk nogen Mands-Person, at hand hende beligget haver, og saaledis aabenbarer sin egen Skam, og giør sig selv til Hore, og ingen Kiends Gierning findis dertil, da bør hun det at bevise, eller bøde sine tre Mark som en Løgner.
7. Siger og Mands-Person sig at have haft legemlig Omgængelse med Uberøgtet Qvinde, Enke, eller Møe, og hand det ej skielligen kand bevise, bøde iligemaade sine tre Mark som en Løgner.
8. Dersom nogen befindis ublueligen at have skændt den ene Uberøgtede Møe, eller Enke, efter den anden, tre, eller flere, da skal hand ikke alleniste bøde som forskrevet staar, men og straffis enten paa Livet, eller i andre Maader med højeste Straf andre til Exempel og Forskrekkelse.
9. Men er det med berøgtede Qvindfolk hand saadant haver begaaet, da straffis hand paa Formuen og paa Kroppen med Fængsel, og hun tredie Gang uden al Naade til Kagen.
s. 254
10. Lader nogen fornemme Mands Enke, eller Daatter, i hvad Stand de ere udi, Geistlig eller Verdslig, sig i Uære beligge, da maa hendis Værge, saa fremt hand og næste Frænder ikke hende ville benaade, hende strax tage, og fængslig lade indsætte og forvare i hendis Livs Tid, og alt hendis Gods til sig annamme, og det altsammen nyde og beholde, saa længe hand hende saa i Fængsel og Forvaring holdendis vorder; Dog naar hun døer, skal hendis Gods strax igien komme til hendis næste og rette Arvinger, eller Egtebørn; og hvem i saa Maader beligger nogen fornemme Mands Enke, eller Daatter, da skal hand agtis som mindre Mand, med mindre hand hende med hendis og hendis Værgis og Frænders Villie og Samtykke egter.
11. Hvo som i Kongens Gaard krænker nogen Qvinde eller Møe og hand der haver soret tro Tieniste, hand skal miste sine to Fingre.
12. Er Qvindfolket betroet nogen Nøgle til Øl, Mad, Klæder, Penge, eller andet, som bør at være forvaret, da straffis den, som hende besover, som en aabenbare Tyv, om hand tiener i Gaarde med hende.
13. Om nogen, som ere hinanden i andet Leed, eller andet og tredie Leed, eller i tredie lige Leed beslægtede, eller i samme Leede besvogrede, findis at ligge i et ont Levnet tilsammen og avle Børn, da skal de bøde efter deris yderste Formue, og begive sig paa to, tre, eller fire, Aar, efter samme begangne Synds Størelse paa Fiskerlejerne Norden Fields, og Bergeverkerne Sønden Fields til at Arbejde; Dog skal i Agt havis, at de saa vit fra hver andre blive hendømte, saa at ingen videre Forargelse der ved kand skee. Og skulle de først staa aabenbare Skrifte der, som Synden skeet er, og tage der om Præstens Bevis; Og naar de komme igien med Øvrighedens og Præstens Vidnisbyrd fra de Stæder, hvor de Arbejdet have, da maa de være fri hvor dennem lyster; End dersom nogen dølger saadanne forviste Personer, da skulle de stande derfor til Rette, og skaffe dennem tilstæde, om de endnu ere hos dennem, saa at de deris Dom efterkomme. Skeer saadan Forseelse anden Gang, da bør de uden Naade straffis paa deris Liv.
14. De som sig i de forbudne Leed imod Guds Lov, enten i Blod, eller Svogerskab, forsee, straffis paa deris Liv, og derforuden, saa fremt samme Blodskam er begangen baade med Fader og Søn, eller baade med Moder og Daatter, eller af Fader med Daatter, eller af Søn med Moder, da skulle Kroppene, naar de halshugne ere, kastis paa en Ild og opbrændis.
15. Omgængelse, som er imod Naturen, straffis med Baal og Brand.
16. Dersom nogen voldtager en ærlig Møe, eller Enke, og det bevisis, miste sit
s. 255
Liv, eller, om hand ej betrædis, være fredløs; Men om hannem benaadis Livet, tage sig hende til Hustrue, om hun og hendis Formyndere og Frænder ville; Men ville de ikke, give hende af sine Penge og Gods efter fællis Venners Raad og Samtykke.
17. Bliver nogen befundet at have voldtaget den ene efter den anden, og ingen af dem tager til Egte, hand bør uden Naade at straffis paa Livet.
18. Hvo som noget Qvindfolk vil med Vold tage, og hendis Raab og Skrig om Hielp høris, og synis blaat Kiød, eller revne Klæder, hand miste sit Liv, enddog hand sin Villie ikke fuldkom.
19. Hvilken Kone, der siger sig at være voldtagen, hun skal, saa snart hun kommer i sin egen Frelse, klage over den Vold, som hende er giort, for Naboer og Naboersker, og paa Kirkestævne, og siden paa Tinge, og da er det vel troligt, at hende er Vold giort; Men tier Konen, efter at det er blevet aabenbaret, og Folk veed deraf, baade Naboer og Naboersker, at den Mand haver haft med den Kone at bestille, eller at hun vorder med Barn, og klager ej før derover, da er det troeligt, at hun ej var voldtagen.
20. Sigter Qvindfolk Mands-Person for Voldtægt, og hand ved Dom bliver frikient for Voldtægt, da er hun, som sigter, skilt ved al sin Ret for Lejermaal.
21. Ganger Kone Vold over, da skal det ikke være hende til Hinder, eller Æris Forklejning i nogen Maade.
22. Hvo som med Vold og Tvang bortfører nogen Mands Hustrue, Enke, eller Daatter, om endskiønt hand ikke faar sin Villie med hende, miste sit Liv. Dersom nogen med en Egtemands Hustrue løber bort med hendis Villie, da bør de begge at miste Livet.
23. Hvo som trolover sig med een, og siden sig i Egteskab med en anden begiver, bør at rømme Kongens Riger og Lande.
24. Hvilken Egtemand, eller Egteqvinde, sig med en anden i Egteskab indlader, bør at miste sin Hals.
25. Hvilken Egtemand, som haver sin Egtehustrue levendis, eller hvilken Egtehustrue, som haver sin Egtemand levendis, og bliver befunden i aabenbare Hoer, saa det er bevisligt, da skulle de første Gang, hvis Brøst saa findis, straffis paa deris Gods og Penge efter deris yderste Formue. Findis de anden
s. 256
Gang, da skulle de iligemaade straffis paa deris Gods, og siden strax forvisis af Landet: Komme de tredie Gang, saa det er bevisligt, da skal den Egtemand, hvis Brøst saa findis, miste sit Hoved, og den Egteqvinde, hvis Brøst saa findis, druknis; Og naar Hoer saa bevisis nogen over for tilbørlig Dommere, da skal Dommeren give det Amptmanden, eller Husbonden, eller andre, som det bør at straffe, tilkiende.
26. Befindis nogen Egtemand at have med anden Egtemands Hustrue aabenbarlig og Ubluelig Omgængelse, og de ikke efter Advarsel sig entholde fra hinanden, men blive fremturende i deris skammelige og forargelige Levnet, da bør hand at miste sin Hals, og hun at stoppis i en Sæk og druknis.
27. Saa fremt nogen letfærdigen staar aabenbare Skrifte paa løgnagtig Bekiendelse, og Qvindis-Personen een for Barnefader udlægger, eller og Mands-Personen sig for Barnefader udgiver, og siden dog befindis en anden rette Barnefader at være, da saa fremt nogen løgnagtig skrifter selv inden Fierding-Aar, dernæst efter gaar til Sandheds Bekiendelse, skal den saa vit benaadis, at den staar aabenbare Skrifte for sin Forargelse. Skeer det ikke, men den lovligen overbevises løgnagtig at have skriftet og udlagt, skal den uden Naade straffis til Kagen og forvisis Landet. Den Person, som saadan een til den første falske Bekiendelse bragt og forledt haver, bør at agtis for en Løgner og mindre Mand, og sin Boeslod til sin Husbond have forbrut.
28. End haver hand ingen Boeslod, da dømmis hand i Jern.
29. Er det Qvindis-Person, som sig løgnagtig paatager Barnemoder at være, og derpaa staar aabenbare Skrifte, da bør hun at dømmis i Spindehuset.
30. Letfærdige Qvindfolk, som paa fremmede Stæder, hvor de Ubekiente ere, imod Tiden, at de skulle føde, sig begive, maa de, som dennem Huus laane, ikke efter deris Barnefødsel lade fra sig komme, førend de det Stædets Øvrighed have tilkiendegivet, paa det nøjagtig kand erfaris, hvo samme letfærdige Qvindfolk monne være, hvo deris Barnefader er, samt dislige Omstændigheder, som til Sagens Kundskab og Oplysning udkrævis, saa fremt de ej derfor paa deris yderste Formue ville straffis. Befindis Sognepræsten det ikke at give Øvrigheden og Herrets Provsten strax tilkiende, naar Barnet af hannem christnet er, da miste uden al Naade sit Kald.
31. Hvilken Mands-Person sig i Hore-Huus lader finde til Utugt at bedrive, og der antreffis, straffis første Gang med otte Dagis Fængsel, anden Gang dobbelt saa længe. Qvindfolk, som sig i saadanne Huse opholde til Utugt, straffis med Kagen, eller sættis i Spindehuset.
s. 257